SteelMaid - Raptor

Raptor

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Spilletid:51.04
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

"Raptor" er tyske Steel Maids første album. Bandets fire medlemmer har dog masser af erfaring fra bands som Ivory Tower, Ritual Steel, Isen Torr og det amerikanske power metal band Ravage, og dybest set er der nok mere tale om et projekt af Dirk Johannsen og nogle lejesvende end et "rigtigt" band.

Musikalsk er der tale om traditionel heavy metal, og Steel Maids stil er meget retro - "Raptor" kunne lige så godt have været udgivet i 1984 eller 1985. Og allerede her kan jeg forestille mig, at nogle yngre metalhoveder måske vil stå af vognen af kedsomhed og sætte noget core-musik på af en eller anden slags. Til gengæld tror jeg, at dem, der er vokset op med 80er metal, vil værdsætte denne plade.

De helt store inspirationer lader til at være Judas Priest, Accept, Dio og Anvil og lignende metalgiganter fra de glade 80ere. Et nummer som "Hellraiser" lyder for eksempel som et af Judas Priests hurtigere numre fra den første halvdel af 80erne, hvorimod "Die Fast" minder lidt mere om Running Wilds mere power metal eller speed metal-orienterede numre. "Lovebreaker" og "Unbreakable" lyder til gengæld som Judas Priests tungere materiale, og "Armageddon" er mer henad Accept (og, mand, sikke et fedt omkvæd, der er i dette nummer).

Det er ikke alle numre, der er lige vellykkede. "Die Fast" virker lidt fjollet, for eksempel, og "Hellwings of Fire" lyder med sit børnekor som et lidt uheldigt forsøg på at lave et Dio-inspireret nummer á là "Throw Away Children" - men der er selvfølgeligt noget bizarro-fedt i at få en flok børn til at synge med på en sang om satan.

Produktionen er ret upoleret, og mon ikke det er en bevidst underproduktion, der skal forsøge at fange lidt af den lyd, man havde i 80erne. Det lykkedes ikke helt, og det er jeg meget glad for, for jeg er ærlig talt ikke voldsomt glad for al den rumklang og diskant, man brugte dengang.

Selvom vi ikke har med særligt originalt musik at gøre, synes jeg egentligt at Steel Maid's debutalbum er meget godt, hvis man tager det for det, det er: en hyldest til 1980erne og den tids metalmusik.

Tilføj kommentar