En for alle, og alle for … svandt?
Der er efterhånden løbet en del vand i åen siden redaktionens seneste sammenrend med The Spirit. Faktisk skal vi helt tilbage til tyskernes formidable debutalbum, Sounds from the Vortex, der i 2018 blev genudgivet via Nuclear Blast. Med ambitionen om at tilføje ’blackened death’ noget mere melodi og dynamik lykkedes det lige knap og nap at revolutionere genren, om end pladens helstøbte produktion blev belønnet med ikke færre end ni kranier! I mellemtiden er The Spirit kommet i stald hos AOP Records og kan med tilblivelsen af Songs Against Humanity efterhånden skrive fire langspillere på generaliebladet. Forud for gruppens hidtil eneste besøg her til lands havde vi i 2018 ligeledes en længere snak med vokalist Matthias Trautes, der blandt andet adresserede det enkelte medlems individuelle betydning kontra værdien af den kollektive identitet. Ud fra den betragtning er det naturligvis nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt den drastiske decimering af besætningen, jævnfør nedenstående afsnit, efterhånden har forplantet sig i bandets grundlæggende … nå ja, ånd.
Rå eksistentialisme
Nøjagtig som på forgængeren Of Clarity and Galactic Structures består The Spirit anno 2024 nemlig blot af føromtalte forsanger og guitarist samt trommeslager Manuel Steitz. Dermed ændres præmissen for vores dilemma. Det omskiftelige udtryk kan i langt højere grad tilskrives de helbredsproblemer, Trautes har måttet stå igennem under indspilningen, mens personaleomsætningen straks spiller en mindre rolle. Hvad vi tidligere kunne kalde en subtil sommerflirt med den progressive sfære, er her trådt mere i baggrunden til fordel for et nærmest rudimentært raseri. En yderst håndgribelig frustration over egne kvaler, men også det stadigt stigende omfang af elendighed vi homo sapiens påfører kloden såvel som vores medmennesker.
Hvad angår selve opbygningen har den nuværende duo – modsat på første udspil – behændigt valgt at lægge hårdt fra land og dermed gemme albummets navlepillende ligegyldighed af et instrumentalnummer nederst i bunken. Med fuldt drøn på dobbeltpedalen og en tornado af tremoloriffs tromler otte minutter lange ”Against Humanity” dermed først ud af startblokken: ‘A grim awakening / when you cross the mist of concealment / and you realize / we’re terror to this world / extermination of life’, og sidenhen ‘As you lost your humanity / you shall not be treated as humans’ efterlader kun ringe tvivl. Sjældent har den lyriske misantropi været så eksplicit.
Beklageligvis eksekveres de første tre skæringer dog ikke med tilsvarende skarphed, og rytmeskabelonerne forekommer hurtigt forudsigelige og monotone. Det abrupte breakdown på ”Cosmic Rain and Human Dust” samt nummerets fantasiforladte C-stykke bygger til gengæld tydeligt bro til B-siden, der står noget stærkere i billedet. Her bør fremhæves ”Spectres of Terror”, der med sine afvekslende riffblokke og stigende intensitet i high pitch growlen følges op af ”Death is my Salvation”. Soloen fra gæstende lead guitarist Victor Santura (Triptykon, ex-Dark Fortress) fungerer upåklageligt som underlægning, og generelt så klæder det faktisk det kompositionerne, når instrumenteringen tones lidt ned og i stedet bliver drevet af vokalen. Santura har dog primært haft sit virke bag kulisserne og tegner sig således både for mix, mastering og sound engineering af vokalstykker, bas og guitarer.
Styrket i forsæt, svækket i overbevisning
Oplægget til Songs Against Humanity har for så vidt stået ganske klart. Det samme har formatet, der atter udgøres af syv numre, herunder et komplet overflødigt postludium, denne gang med en løbetid på den gale side af tre et halvt minut. Det kan jeg ligesom min kollega fint se gennem fingre med. Der hvor filmen knækker for mit vedkommende, er det inkonsistente output. ”Death is my Salvation” blev som albummets første nummer skrevet helt tilbage i januar 2023 og har med sine skæve taktarter og dybdegående atmosfære bevaret lidt af den progressive stemning fra Of Clarity and Galactic Structures. Det forekommer mig derfor, at den oprindelige tanke har været at fortsætte i denne rille. Bevares, jeg underkender ingenlunde den terapeutiske værdi i at bearbejde sine traumer gennem kunsten. I dette tilfælde fremstår de dele bare så frygtelig ordinære. Om end lavpunkterne til stadighed udgør den samlede minoritet, må vi blot erkende, at The Spirit befinder sig et pænt stykke fra fordums succes. For slet ikke at nævne hvad genren ellers har budt på i løbet af dette kalenderår. Her kunne Trautes og kompagni eksempelvis have ladet sig inspirere af de svenske veteraner i Necrophobic, der om nogen formåede at holde en konsekvent linje uden at gå på kompromis med kvaliteten.
