Nordisk Lyserg-Syre-Diethylamid-trip
Om sig selv skriver Sonic Moon, at de er lyden af Kevin Starrs (Uncle Acid & the Deadbeats) der møder Josh Homme (Queens of the Stone Age) på et syretrip om vinteren i det mørke Skandinavien. Til det må man sige, at de har ramt noget rigtigt, for det er en ret syret lytteoplevelse, man får med sig på Return Without Any Memory. Den århusianske kvintet, der spiller stonerrock/metal, er ude med dette debutalbum i fuld længde ovenpå udgivelserne af ikke mindre end tre EP’er. Nu er spørgsmålet, om kvintetten har brugt deres erfaring på en konstruktiv måde og lavet et helstøbt album
En lille urt og en farverig svamp
Hvor Sonic Moon i tidernes morgen startede med at udgive en EP, der tydeligt bar præg af inspiration fra grungen, bevægede de sig gradvist længere og længere over imod stonerrock/metallen og fik et mere ensartet og dystert udtryk, men i et langsommere tempo. Dette tempo sætter stemningen allerede på første skæring på Return Without Any Memory. Nummeret ”The Waters” er så langsomt, at selv en snegl kunne kravle hurtigere. Forsangerens vokal er rusten og forvrænget, men samtidig har den en snas af lethed og leg, når han trækker tonerne ud på skalaen. Trommerne lægger sig som et tempostyrende fundament uden ret meget spræl i. Guitarriffene er meget ensformige og tunge, og ja, der sker bare ikke ret meget. Der er desværre ingen overraskelsesmomenter, som man vil huske denne åbner for.
Dette gør sig ærgerligvis gældende for det meste af albummet. På flere af numrene er der bittesmå bidder af noget, der tilnærmelsesvis kunne være blevet noget stort. Et eksempel er slutningen på nummeret ”Give It Time”. I de sidste 25 sekunder kan man høre, at der kommer lidt gang i rytmen, der kommer lidt groove ind i musikken, trommerne får nogle tæsk, men bum! Slut! Det er i sandhed lidt ærgerligt, når der er så stort et potentiale.
På nummeret ”Through The Snow” er vi stadig i det langsomme tempo med små passager i mellemtempo, men det er nærmest messende med undertoner af countrymusik. Ja, det er da melodisk, men godt nok også ensformigt. Jeg sidder tilbage og venter og venter. Hvornår sker der noget? Hvornår kommer det her lille break, der kan bryde monotonien, så nummeret ikke ”bare” ender som underlægningsmusik til rulleteksterne på en country- og westernfilm?
Om man med fordel vil kunne ryge en lille urt eller spise en farverig svamp for at få fuldt udbytte af denne udgivelse, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Faktum er dog, at der ikke er særlig meget spræl eller schwung i den. Der er ingen steder, hvor vi tilnærmelsesvis får et lille overraskende moment, for eksempel en fed forvrænget guitarsolo eller lignende. Jeg savner noget fuzz og noget groove, og at man rent faktisk kan skille numrene fra hinanden. Det er meget fladt og søvndyssende.
Stonerrock a la Daft Punk
Der er, til trods for de knap så bevingede ord ovenover, en del, der fungerer på pladen. Det er en flot produktion, og tekstuniverset fejler ingenting. Der bliver berørt tunge emner som sorg, vrede, magtesløshed og nihilisme, alt sammen serveret i en tung og dyster indpakning, der leder tankerne hen på en depressiv, melankolsk sindstilstand. Sonic Moon har styr på og mestrer deres instrumenter, og de lyder samspillet på rigtig mange parametre. Til trods for dette mangler jeg en ubekendt, eller en nerve, om man vil.
Det bliver ikke unikt, og deres lyd – det er, som om det er hørt før. Jeg mangler at mærke deres touch og personlighed skinne igennem musikken og/eller lyrikken, og derudover er der lagt lige en my for meget stemmeforvrænger ind over. Et nyk mere på knapperne og forsangerens stemme ville kunne bruges af Daft Punk.
De læner sig lige lovligt meget op ad Kyuss, Queens Of The Stone Age, Fu Manchu og i særdeleshed Sleep, men igen uden at skabe deres egne små momenter, som de vil blive husket for. Det er så ærgerligt når potentialet er så stort.
