In Solitude - Sister

Sister

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Rock
Spilletid:46.03
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Okkult heavy

In Solitude er okkult heavy metal band fra Upsala (i Sverige). Bandet er dannet i 2002 og er nu kommet med deres tredje full-length, Sister.

Sister åbner med et intro-nummer, der sætter en okkult ramme. Desværre synes jeg ikke, at overgangen til næste nummer, “Death Knows Where", er rigtig velfungerende. Men det gør ikke dette nummer dårligere. "Death Knows Where" har et for Sister lidt højt tempo, og man hører inspirationerne fra god gammel traditionel heavy metal.

Herefter tager den okkulte stemning for alvor fat på "A Buried Sun". Sådan fortsætter Sister med numre med en kombination af okkult mystik og guitardreven heavy metal.

Stilmæssigt har jeg set In Solitude sammenlignet med bl.a. Mercyful Fate. Den sammenligning passer ganske godt på stemningen In Solitudes musik. Også guitararbejdet med lækre twin-guitar riffs drager gode paralleller tilbage i tiden til også f.eks. Iron Maiden. Lyden i produktionen, synes jeg, er også lidt gammeldags "hul"; forstået på en god måde. Sisters styrke ligger primært i guitar-arbejdet, og der er mange små perler. Særligt kan jeg godt lide "Lavender". Vokalen er stærk og sine steder lidt messende, hvilket underbygger stemningen. Ingen tvivl om, at Pelle Åhman er en stærk forsanger, men han har ikke samme særegenhed som f.eks. King Diamond.

Desværre synes jeg, at det næsten bliver for pænt. Jeg savner den fandenivoldskhed, der drev de forbilleder, som In Solitude så tydeligt trækker på. Det behøver ikke at være skidt. Jeg er ikke bekendt med In Solitudes bagkatalog, må jeg indrømme, men jeg kan andre steder se, at In Solitude på Sister har udviklet mere en egen stil væk fra at være en Mercyful Fate-klon. Det skal der naturligvis være plads til, og man må respektere et band, der prøver at skille sig ud. Og der er bestemt heller ikke noget galt med musikken på Sister, som for genre-interesserede utvivlsomt vil være af interesse.

In Solitude spiller i Amager Bio den 26. februar 2014 og i Voxhall, Århus, den 27. februar 2014

Tracklist

  1. He Comes
  2. Death Knows Where
  3. A Buried Sun
  4. Pallid Hands
  5. Lavender
  6. Sister
  7. Horses in the Ground
  8. Inmost Nigredo

Tilføj kommentar