Dødsmetallens elegantier er tilbage i fejende flot form
Hvad gør man, når man har begået et mesterværk? Laver et nyt!
Hvor var jeg dog klar til at skrive noget negativt om svenske Soilworks nye plade, The Ride Majestic. Træt af at bandet efter dobbeltpladen og mesterværket The Living Infinite (2013) allerede nu kommer med en ny skive: Den skal nok malkes, hva drenge? Så selvom chefredaktøren har sendt mig onde beskeder i snart en uge for at få mig til tasterne, har jeg trukket den: Jeg vil sgu ikke fremstå som en lalleglad metalanmelder, der sætter sin troværdighed over styr ved at sprede om sig med roser og klapsalver. Hvem kan dog tage det seriøst? Jeg vil finde noget negativt!
I skrivende stund ligger der imidlertid et hestehoved i fodenden af min seng, mvh chefredaktøren, og så må jeg jo gå den lange vej til bekendelse: Jeg nyder den her plade, og jeg kan ikke rigtig finde noget negativt, andet end at The Ride Majestic ikke er lige så lang som The Living Infinite (2013).
Stop pludderet og tal sandhed! Hvor er vi henne i heavy-universet? Det officielle heavy-arkiv, www.metal-archives.com, skriver, at Soilwork, der snart har 20 år på bagen, spillede melodic death metal i den første del af bandets karriere og metalcore/melodic groove metal i den senere del. Jeg er dog ret sikker på, at man blot kan kalde det svensk melodød. Så er det heller ikke mere kompliceret, og stort set alle ved, hvad der menes: Melodi, blød heavy-lyd, soloer og clean vocal blandet med growl. Og så selvfølgelig masser af dynamik, hvor musikken veksler mellem stille og stormende passager: Keine Hexerei nur Behändigkeit!
Stemmen, melodierne og soloerne
Mange heavy-bands udskifter medlemmer i ét væk. Det er grundlæggende et sympatisk træk. Heavyen er større end det enkelte medlem. Der kommer altid en ny gut eller gutinde forbi, som er klar til at smelte ørerne af lytteren med en gnistrende solo. I tilfældet Soilwork tænker jeg dog, at Björn "Speed" Strids vokal næppe kunne udskiftes, uden at Soilwork ikke længere var Soilwork. Den fuldstændig fantastiske stemme, der stort set kan det hele, står med andre ord centralt i lydbilledet og fungerer nærmest som en dirigents taktstok.
Hvad skal fremhæves?
Titelnummeret ”The Ride Majestic” og ”Enemies In Fidelity” står for mig som pladens bedste. ”The Ride Majestic” er ganske enkelt en overlegen magtdemonstration af, hvordan et melodød-nummer skal lyde, bygges op og udføres. ”Enemies In Fidelity” indeholder vel nok det smukkeste omkvæd hørt meget længe, for slet ikke at tale om celloen i outroen, der klinger det hele så labert af. Det er unødvendigt at sætte andre ord på The Ride Majestic end: De ramte den lige i røven!
