Sodom - Bombenhagel

Bombenhagel

· Udkom

Type:EP
Genre:Thrash metal
Antal numre:3

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Gryden skal holdes i kog

Næste år kan tyske Sodom, en af ekstrem-metallens mest indflydelsesrige grupper, fejre 40 jubilæum*. For dels at varme op til jubilæumsåret, dels holde gryden i kog oven på sidste års glimrende Genesis XIX og ikke mindst for at markere, at der er mere nyt på vej, udkom sidste uge en lille EP med tre nye numre. Den kigger vi på her.

Eller skal den…?

Titlen på udgivelsen, Bombenhagel, afslører, at det hele ikke ligefrem er nyt, for det er jo et 80’er-nummer fra Persecution Mania, og i øvrigt nok tyskernes mest kendte. Ikke just dugfrisk altså. Man kan desuden i dag kalde gruppen for ’Sodom’, for det er kun bassist og forsanger Tom Angelripper, der er tilbage fra den klassiske besætning fra midtfirserne. At de nye medlemmer, der kun har været med i et par år, har brug for at genbesøge det gamle materiale, er jo ganske forståeligt, men at gruppen vælger at genindspille deres største ”hit” er komplet uforståeligt. Og det giver os jo så kun to numre rigtigt at vurdere ’Sodom’ anno 2021 ud fra.

”Coup de Grace” byder på højt tempo og en mængde temposkift, men der er ikke rigtigt noget, der gør et blivende indtryk. Sodom er et uhyre vigtigt band i metalhistorien, men de har altid haft svært ved at levere nok gode riffs og sange, og ”Coup de Grace” gør intet for at overbevise mig om, at det er blevet bedre. På ”Pestiferous Posse”, der handler om den berømte ’gunfight’ ved O.K. Corral, må jeg til gengæld overgive mig. Et overraskende groovy og i det hele taget sindssygt medrivende riff skaber med det samme en uhæmmet træng til at få de gamle nakkemuskler i gang. C-stykket sætter tempoet helt ned, og Tom Angelripper viser, at han stadig kan skråle med det bedste. Sådan skal det gøres, og originale medlemmer eller ej, spille kan den nye besætning absolut. 

EP’en består altså af både nyt og gammelt, samt godt og skidt, men ikke ret meget af nogen af delene. Alt i alt er det ikke nemt at blive klog på, præcis hvor Sodom er på vej hen...

 

*) Wiki og andre kilder siger, at det er i år, men gruppen selv fastholder, at det er næste år, så det gør vi også.

Tracklist

  1. Bombenhagel
  2. Coup De Grace
  3. Pestiferous Posse