Tysk thrash
Når en af ’The Big Four’ gæster Copenhell, er der mødepligt. Selv hvis man, som undertegnede, ikke dyrker genren til hverdag. For Sodom, der siden starten i 1981 har været med til at definere genren med deres brutale riffs og kompromisløse attitude, indtog Pandæmonium med en pondus, der tydeligt viste, hvorfor de stadig hører til blandt thrashens legender. Et band, man ikke må snyde sig selv for at opleve live. Deres bagkatalog er spækket med klassikere som Agent Orange, M-16, Decision Day og selvfølgelig også nyere udgivelser som spritnye The Arsonist. Men det blev desværre en halvtom plads, som bandet spillede for. Om det var trætheden, der var begyndt at melde sig hos gæsterne med firedagsarmbåndet, tidspunktet 23:30, eller fordi festen i Biergarten trak mere, end tyskerne gjorde, må stå hen i det uvisse.
Gammelskolesmadder med slidmærker
Fra første tone var slået an, blev tempoet skruet op, og gruppen leverede numrene med en ungdommelig energi. Det var hurtigt, hårdt og uden omsvøb. ”The Crippler” satte gang i de første circlepits, og selvom vokalen i begyndelsen forsvandt lidt i mixet, fik den hurtigt selskab af både stroboskoplys og publikums brøl. Bandet virkede tændte, men også irriterede over, at der ikke var flere mennesker. Som da forsanger Tom Angelripper formede sine hænder som en kikkert og satte dem op foran øjnene. Hvilket var med god grund, for der var som tidligere beskrevet halvtomt foran Pandæmonium-scenen.
Højdepunkterne kom især ved bandets ældre numre. Vi blev beriget med ”Blasphemer” og ”Outbreak of Evil” fra debutskiven, som fik pandelokkerne til at svinge i takt med nostalgien, og man mærkede, at netop disse numre havde en særlig plads hos de fremmødte. ”Agent Orange” bragte en mere melodisk kant ind i sættet, hvilket var et kærkomment pusterum midt i den ellers konstant højintensive thrash-orkan.
Sodom spillede uden slinger i valsen. Det var stramt, præcist og med den slags selvsikkerhed, der kun kommer med 40 års erfaring. Men selv med den anciennitet på en scene kan der være hæmsko. Det kom der også efter en halv times rendyrket thrash-smadder, hvor sættet begyndte at miste momentum. Der blev ikke just eksperimenteret med form eller flow, og de sidste numre druknede lidt i hinanden. Selvom ”Remember the Fallen” og ”City of God” stadig blev modtaget med entusiasme, var reaktionerne mere høflige end elektriske.
Publikumskontakten fandt sted, men forblev lidt overfladisk. Der blev flere gange råbt ’Sodom! Sodom! Sodom!’, og bandet takkede for støtten gennem 40 år. Men man savnede det sidste, gnistrende nærvær mellem scene og publikum, der får en god koncert til at blive hængende i kroppen længe efter.
Thrashens stædige krigere
Sodom leverede, hvad man kunne forvente: en gennemført og genreloyal thrash-koncert, hvor det musikalske niveau aldrig vaklede, og nostalgien fik lov til at dominere. De spillede som et band, der har gjort det i en menneskealder – hvilket de jo også har. Undertegnede var ikke født, da deres debut udkom i 1986. Måske netop grundet den lange karriere blev det også en kende forudsigeligt og fladt i længden, uden de store overraskelser eller magiske øjeblikke. Dertil skal dog siges, at som sidste band på en fire dage lang festival havde de også en utaknemmelig opgave. Selvom tyskerne gjorde det godt, blev det aldrig en uforglemmelig afslutning. Men for de fans, der havde kræfterne til en sidste omgang old school thrash, var det præcis det, de kom for: en solid, kompromisløs og larmende hilsen fra dengang, far gik med denimvest og patchwork.
