Fra det eksperimentelle til det etablerede – eller hvad?
Fire år er passeret, siden Slægt udgav sit seneste udspil, The Wheel, der fik pæne ord med på vejen her på sitet. Albummet markerede en ny udvikling i den københavnske kvartets lyd, hvor bandet bevægede sig væk fra klassisk melo-black og over i det mere eksperimenterende spektrum. Et spektrum, som – hvis man går op i etiketter – bedst kan karakteriseres som black’n’roll eller black heavy metal. Under pandemien har Slægt haft rig mulighed for at isolere sig i øveren og lægge et yderligere lag på denne udvikling – så hvordan er det gået?
Queens of the Stone Age på Satyricon-steroider
Man skal ikke have hørt mange minutter af Goddess, eller Slægts bagkatalog i øvrigt, for at forstå, hvorfor folk i miljøet af og til refererer til ”Slægt-lyden”, som var det en genre for sig selv. Paradoksalt nok har bandet nemlig ikke har noget konkret musikalsk stamtræ, men er et barn af hele metalverdenen. Hvor majoriteten af black’n’roll-bands typisk sværger til en kombination af klassiske, skingre black metal-vokaler og Motörhead-tilbedelse, har Slægts musikalske palet en helt anden flair og versatilitet. Denne ubændige trang til at udfordre etablissementet og modviljen mod at spille de sikre kort stiller dog også store krav til det musikalske slutprodukt, som nemt kan blive en kop tynd øl i fraværet af en grundlæggende stilistik rettesnor.
Tyndt øl er der imidlertid intet af på albummets første nummer, ”Deceived by an Amethyst”, et klassisk heavy metal-nummer krydret med pulserende riffs, prog-elementer og frontmand Oskar Frederiksens karakteristiske raspende vokal som baggrundsspor. ”Let us take the oath”, knurrer Frederiksen på det efterfølgende nummer, ”Kiss from a Knife”, hvilket dårligt kan tolkes som andet end en salut til en af københavnernes store inspirationskilder, Mercyful Fate. Hvor åbningsnummeret udmærkede sig med et letbenet heavy metal-groove, slynges vi her over i et kaotisk og knudret stykke hæsblæsende proto-thrash, hvor navnlig Adam Nielsen bag gryderne lyder som en, der har fået skudt fem milliliter adrenalin direkte ind i hovedkranspulsåren. Denne tendens fortsætter på det glimrende NWOBHM-inspirerede nummer, ”Hunt Again”, der i bedste galopperende Iron Maiden-stil sørger for, at pulsuret ikke får et roligt øjeblik. Det swinger, og der er smæk på!
Egentlig ville jeg foretrække at bruge alt krudtet på at tale om Slægts pionerende tilgang til heavy metal og om alle de åbenlyse kvaliteter, som Goddess indeholder. Vi bliver dog desværre også nødt til at adressere elefanten i rummet. I takt med at singlerne fra Goddess er blevet udgivet, er der i forskellige fora blevet udtryk misbehag over albummets produktion, der – citeret løst fra hoften – efter sigende skulle gøre lydbilledet en smule ”skramlet” og ”mudret”. En kritik, der er helt skudt ved siden af. For at opnå den fulde effekt af et feberdelirium som ”Kiss from a Knife” er et febrilsk og grovkornet lydbillede en nødvendighed, hvilket produktionen afspejler. Titelnummeret, den aldeles episke og bjergtagende finale, ”Goddess”, er veleksekveret, netop fordi man har ladet den instrumentale vekslen og de glidende overgange mellem thrash, doom og melodi tale for sig selv fremfor at polere lyden.
Hvis man tidligere har stiftet bekendtskab med producerne Martin “Konie” Ehrencronas og Magnus Lindbergs øvrige projekter, der tæller bands som Tribulation, In Solitude og Cult of Luna, kan denne tilgang umuligt komme som en overraskelse. Nuvel, et nummer som ”Fealty, Thunder Whip”, der er albummets svageste skæring, kunne givetvis kunne have præsenteret sig bedre, hvis der var blevet taget andre produktionstekniske greb, end det er tilfældet. Men at postulere, at der skulle være tale om et systemisk problem, som helt overordnet påvirker albummets kvalitet i en negativ retning, er udtryk for en grundlæggende misforståelse af, hvad man har forsøgt at opnå med albummet.
Klassisk powerhouse med avantgarde-tandsmør
Indrømmet, jeg var lige ved at køre bilen i grøften, da vi allerede et minut inde i Goddess bliver introduceret for et kort indslag med saxofon. Til held for min førlighed viser det sig efterfølgende, at Slægt med den største selvfølgelighed formår at fusionere avantgarde-elementer med klassisk ”in your face”-heavy metal uden at det på nogen måde bliver kejtet, påtaget eller malplaceret. Enkelte fodfejl til trods har københavnerknægtene med Goddess skabt et ambitiøst og modigt værk, der skubber til genregrænser og konventionerne for, hvordan metal må lyde. I morgen kickstarter Slægt deres forårsturné sammen med Demon Head på Stairway i København, og har man billet til den forestilling, kan man godt kridte danseskoene!
