Siamese spiller koncert i Store Vega, København V .
Siamese - Home

Home

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Metalcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 3 stemmer.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Dansk og eksperimenterende

Før var de kendt som Siamese Fighting Fish, og dengang var de et særligt mix af rock, metal og hardcore – i høj grad progressiv rock/metal. Bandet har altid været eksperimenterende, og de har været igennem flere faser af udvikling med mere end ti år bag sig. Home er deres sjette studiealbum. De er ikke blot kendt i Danmark, men har også opnået anerkendelse i Skandinavien og Europa. Siamese kendetegnes i nyere tid (efter de ændrede stil, retning og bandnavn) som et band med lyttervenlige tekster, mange temposkift, vekslen mellem skønvokal og vred vokal, og deres musik er en smeltedigel af utallige genrer. Spørgsmålet denne gang må være, om bandet med sin sædvanlige eksperimenter præsterer at lave noget, der er originalt og sammenhængende?

Rock … Metal … Dubstep … Metalcore … Nu-metal … Mainstream pop …?

Albummet Home skydes i gang med sangen ”Heights Above”, hvor vi konfronteres med en bred vifte af forskellige genrer – genrer, som sjældent ses kombineret. Ved hvert break skifter nummeret karakter fra en genre til en helt anden genre, ofte en genre der måske kan anses som en modpol til den forrige. Dette track i samspil med de to efterfølgende numre ”Home ft. Drew York" og "Holy” sætter dagsordenen for den stil, vi kan forvente at høre på resten af albummet.

Musikken læner sig meget op ad en stil, man ser indenfor nu-metal og metalcore – her især den konstante vekslen mellem det hårde og det bløde, og det er forholdsvis let at trække paralleller mellem dette band og mange metalcorebands, og tilsvarende let at sammenligne Siamese med et nu-metalband som Linkin Park. Det er faktisk særdeles svært ikke at sammenligne dem med adskillige andre bands, fordi de udforsker så mange genrer i deres musik. Når de er tungest, minder de til tider om groove eller industrial metal med synkoperet guitar- og bassrytmer, mens de kort efter minder om dubstep, f.eks. Foreign Beggars eller mainstream pop som Ed Sheeran. Men selvom de spænder så bredt, kan man mærke, at de har ramt en stil og slået sig fast på den. En stil, som de føler sig kompetente med, og som de håndterer med en særlig elegance. Deres tilgang til musik er, at musik skal udforskes. Man kan mærke, at de tager musikken seriøst, og vigtigst af alt; at de har det godt med det, de laver. Når jeg hører den måde, Siamese eksperimenterer med elegant skønvokal af forsangeren Mirza, så kan jeg ikke undgå at sammenligne dem med et band, der også er meget oppe for tiden og tilsvarende eksperimenterende og til tider lidt ”poppede” (dog med en noget anderledes stil), nemlig VOLA med Asger Myginds blide vokal.

Hvis du vil hjernevaske dine venner, der ikke kan li’ metal til at komme ind i folden, anbefaler jeg, at du bruger et band som dette, Siamese, til dine mainstream popvenner. Start med at introducere dem for sjælernumrene "Honest" og "Joga" fra det nye album. Du vil med sikkerhed kunne bringe disse numre med til enhver popfest og slippe godt afsted med at sætte dem på anlægget.

Eksperiment udenfor komfortzonen

Siamese er dygtige musikere, der formår at skabe et imødekommende, anderledes og originalt lydbillede. Det er en smuk blanding af pop, rock og metal, og det minder i særdeleshed om metalcore bands som Asking Alexandria, Bullet For My Valentine, We Came As Romans eller Wolves Among Us, men alligevel har de et islæt, som er deres helt eget – f.eks. at de ofte tilføjer passager med energisk dubstep eller tunge, synkoperede guitar-, bas- og keyboardrytmer. Mit første indtryk af albummet var ”wow, det lyder vildt!”, men når overraskelsen over hvordan de eksperimenterer har lagt sig, og man vænner sig til deres stil, bemærker man også, at musikken faktisk virker, som om den er bygget over en skabelon. Numrene bygger på en formel, som repeteres nummer efter nummer, f.eks. er lydbilledet næsten altid en konstant vekslen mellem blid, hård, blid, hård ... Variationen bliver forudsigelig, og det, der i starten forekom som et vildt eksperiment, virker pludselig, som om det i stedet er bygget på en generisk formel.

Men alligevel er der ikke mange bands på den danske scene, der eksperimenterer og udforsker så meget udenfor den typiske rock- og metalkomfortzone, som Siamese gør. De er talentfulde musikere, som helt klart byder på noget helt anderledes originalt, så hvis ikke du har i forvejen har lagt øre til dette band, så kan jeg varmt anbefale at give dem et lyt.  

Tracklist

  1. Heights Above
  2. Home feat. Drew York
  3. Holy
  4. Honest
  5. Can't Force The Love
  6. Erase My Mind
  7. Enough Ain't Enough feat. Rory Rodriguez
  8. Numb
  9. Rather Be Lonely
  10. Past the End
  11. Joga
  12. Sloboda