No more Fighting Fish

Solen skinner, og blomsterne dufter ganske vel i junimånedens sommerstart, men vi får også et nyt Siamese-album? Det kan man ikke brokke sig over.

Siamese har efterhånden etableret et velafbalanceret og catchy metalcore-katalog, men spørgsmålet er, om det ikke er nu, at bandet går hårdere til den. Bandet har længe været et af de førende danske navne på scenen og har givet os masser af fællessang og … vent, ”This Is Not A Song" – min fejl.

Bandet fik sin start under navnet Siamese Fighting Fish og er nu fortsat under det navn, vi alle kender i dag. På sit nye album, dissolution , har bandet valgt at skære ned på sin 'catchy-faktor' og fokusere mere på grooves, tungere temaer og breakdowns, der for alvor viser, hvem der kan råbe højest. Det er beundringsværdigt, at bandet går i en mindre kommerciel retning efter succesen med deres seneste plade, Elements, men var det virkelig det rigtige valg at tage nu?

Nyt, nyt, nyt ...

… som legenden Jeppe K sagde engang. Og nyt er det. De to singler, ”dark” og ”drown” er begge perfekte eksempler på, at Siamese har skruet ned for biebercoren og op for metalcoren. Numrene har en mere dyster undertone, end vi før har hørt fra dem – især på Elements, hvor alt lød mere muntert og generelt set mindre udfordrende. Det giver øjeblikkeligt lytteren et indblik i, hvordan udtrykket på albummet har forandret sig. Det er svært at sige, om det har været et langvarigt ønske om at tage sig selv alvorligt, men allerede fra start er det tydeligt, at Siamese er i en overgangsfase.

Det er ikke, fordi Siamese har tabt sutten og har solgt sin sjæl og lyd. Der er stadigvæk numre på albummet, som befinder sig i samme pulje, som man kunne have fundet på deres tidligere materiale. Især på den tredje single, ”sense”, er vi et skridt nærmere deres tidligere materiale, hvor omkvædet er så svært at få ud af hovedet, at man må slutte fred med at nynne det resten af dagen. Det er endda en af de ting, jeg forventer, når jeg sætter Siamese på, så det bliver taget kærligt imod.

Der er dog også noget interessant i måden, Siamese arbejder med tilbageholdenhed på denne plade. Hvor tidligere udgivelser ofte byggede deres identitet op omkring store hooks og meget tydelige klimakser, virker dissolution mere fokuseret på stemning og kontinuitet. Det betyder, at flere af numrene ikke nødvendigvis rammer med det samme, men i stedet kræver flere gennemlytninger for at folde sig ud. Det er en tilgang, der både er albummets styrke og svaghed.

På den ene side giver det plads til flere detaljer og en tungere atmosfære, men på den anden side går noget af den umiddelbare genkendelighed tabt, som tidligere gjorde Siamese så stærke.

Det er især tydeligt i overgangen mellem numrene, hvor albummet føles mere sammenhængende som én samlet oplevelse frem for en række individuelle højdepunkter. Det gør albummet mere modent, men også mindre øjeblikkeligt.

Det ændrer også lidt måden, man lytter til albummet på. Hvor tidligere Siamese-numre ofte gav de der øjeblikke, som satte sig fast med det samme – det store omkvæd, det skæve genreskift eller den tunge afslutning – virker dissolution mere interesseret i at holde stemningen kørende hele vejen igennem. Og det synes jeg faktisk er ret modigt. Ikke fordi tungere automatisk er bedre. Problemet er bare, at man nogle gange kommer til at savne det lidt, da det fungerer som fællesnævner til sangens konstruktion og identitet.

Et af de numre, der overraskede mig helt, og som for alvor fik mig til at indse, hvilken side af bandet vi nu hører, er ”sinner”. Her går bandet så hårdt til den, især ved slutningen af nummeret, at jeg blev i tvivl, om jeg var kommet til at skifte sang. Passagerne i nummeret er en smule forvirrende, og det havde nok været mere intenst og spændingsfyldt, hvis bandet havde bygget breakdownet op noget mere. Dog er det stadigvæk her på albummet, at de beviser, at Siamese er blevet voksne. Det fungerer godt, og forsanger Mirza gør det uhyrligt godt på growl, hvilket får en til at undre sig over, hvorfor vi ikke har fået mere af det før.

Der undrer mig, hvorfor bandet ikke har blandet det bedste fra begge verdener. Især på både Home og Elements gav bandet hver sang en identitet, som sprang rundt i genrer uden at træde for langt væk. Her er det bedste eksempel nummeret ”Predator” fra Elements, som bar store træk fra EDM, men alligevel bar en så stærk intensitet, at det var et perfekt match for sangens overordnede konstruktion. Det tætteste på vi får på Dissolution, er nummeret ”nevermore”, som også bevæger sig over i det elektroniske, men alligevel mangler enten et melodisk element eller motiv til at få det til at stå frem. Til gengæld glæder jeg mig til at stå og skråle ”NEVER! MORE!”, næste gang jeg ser dem live.

Apropos live, så tror jeg på, at mange af sangene på albummet ville fungere langt bedre live end på plade, da Siamese er fuldstændigt geniale live – så jeg ser frem til at høre, hvordan tilføjelserne her kommer til at påvirke koncerterne.

Et bevidst brud

dissolution hedder det nye album, hvilket oftest er et begreb for afslutning. Så er dette det sidste Siamese album? Nok ikke, så det er nok mere en hentydning til et skift. Hvor albummet i produktionen lyder forholdsvis lig deres tidligere projekter, er der i den grad sket et skift i sangskrivningen. Det behøver ikke være Elements 2, men jeg tror på, at der kan skabes en bedre balance. Det virker som et bevidst valg om at skrive et album, der kræver mere af lytteren. Det fungerer ikke altid, men når det gør, rammer det virkelig godt. Jeg lander nok personligt lidt i midten og sætter pris på meget af det, de gør, men udfordres også en del på de mangler, jeg savner.

Siamese er et band, jeg holder utrolig kært, og som har serveret nogle af de mest betydningsfulde øjeblikke. Bandet står som en væsentlig brik på den nationale metalscene og er førende i dansk metalcore. Genren har i mange år kun haft få danske bands, men er begyndt at blomstre en smule de seneste år. Hvor jeg personligt ser deres seneste albummer som metalcore-mesterværker, lander dette ikke helt på samme niveau, dog serverer de stadigvæk et vellydende og overordnet set godt album.