Jeg havde sidste år fornøjelsen af at anmelde københavnske Siamese Fighting Fish's seneste demo. Bandet imponerede mig med deres friske blanding af progressiv punk, æterisk indierock og - øh - balkan-folkemusik! Derfor var mine forventninger til deres debutalbum "We Are the Sound" meget høje. Kort beskrevet indeholder "We Are the Sound" alle fire sange fra den seneste demo i nyindspilninger (eller i hvert fald temmelig grundigt redigerede og remixede udgaver), lidt fra den ældre EP "For You" og så nogle nye numre, der ligesom de gamle veksler mellem et skrøbeligt, følsomt rock-udtryk og et pågående, til tider ganske tungt og energisk rockudtryk, alt sammen holdt sammen i en homogen lyd med forsanger Mirza Radonjicas teknisk glimrende, halvlyse vokal (der går Rody Walker fra Protest the Hero i bedene) som et solidt omdrejningspunkt.

Indfrier "We Are the Sound" så mine forventninger? Både ja og nej. På den ene side har Siamese Fighting Fish bevaret deres originalitet, hvad kompositionerne angår, og de nye numre, der er kommet til siden demoen, holder kvaliteten og vinder på gennemlytning. På den anden side er jeg ikke ubetinget begejstret for den noget anderledes produktion, bandet har arbejdet sig hen imod. Hvor demoen havde et lidt mere beskidt, råt udtryk, der i de mest fandenivoldske passager bragte mindelser om Protest the Hero og måske Fall of Troy, mens de mere atmosfæriske passager kom til at lyde lidt à la Oceansize eller Kashmir, har det nye album en meget klar, poleret, til tider nærmest poppet lyd. Koblet med de energieksplosioner, der stadig er i musikken, kommer albummet ved første gennemlytning til at fremstå som en lidt afdæmpet form for melodeath eller melodisk metalcore.

Et godt eksempel er åbningsnummeret "Chronicle of Lovers", som i albumversionen har meget mere rum omkring den indledende guitarakkordbrydning, der på den måde lyder mere fjern og goth-rock-agtig end i demoudgaven. Det er stadig et fedt, afvekslende nummer, der går fra stille og følsomt til pågående og energisk og tilbage igen, men den pæne produktion gør, at helhedsindtrykket bliver en let, luftig, melodisk metalfornemmelse, hvor nummeret før havde en på en gang intim og punket fornemmelse over sig - igen, lidt hen ad Oceansize. Noget lignende gør sig gældende for nummeret "The Day Me and My Friend Quit Diet Coke". Til gengæld er et nummer som den heavy, pågående "Dressed to the Nines" faktisk nogenlunde lige så energisk og medrivende i den nye udgave som i den gamle. Her transcenderer bandets fælles spilleenergi produktionen, så man egentlig ikke tænker så meget over lyden.

Det eneste produktionsmæssige valg, jeg ikke helt forstår, er den karakter, Jonas Klitgaard Hansens violin har i det samlede lydbillede. Det lyder som om, han spiller på elektrisk violin - instrumentet har i hvert fald den lidt tørre, metalliske lyd, som en elviolin typisk har. Det passede godt ind i demoproduktionen, men i den nye, klare, mere polerede produktion, undrer det mig, at man ikke bare har brugt helt almindelig (akustisk) violinlyd. Det kan godt være, at elviolin er det, der er nemmest at have med at gøre live, men hånden på hjertet: Hvor meget af det lydbillede, der er blevet opbygget på dette album, kan realiseres til punkt og prikke i en koncertsituation alligevel?

Kort sammenfattet er der både gode og dårlige ting at sige om produktionen på dette album. Jeg var på en eller anden måde mere draget af den gamle lyd på bandets demo, men de, der ikke kender denne, vil formentlig uden forbehold kunne sætte pris på meget af "We Are the Sound". Siamese Fighting Fish er stadig et fascinerende frisk pust på den danske rockscene, og jeg anbefaler alle, der ikke allerede kender dem, at stifte bekendtskab med bandet og danne sig deres egen mening.