Bandet med det spøjst valgte navn Jolly kommer fra New York, og "Forty-Six Minutes, Twelve Seconds of Music" (som den fulde titel lyder) er deres første fuldlængdealbum (de har tidligere udgivet en EP). Den meget generelle titel på albummet reflekterer måske, at musikken er svær at kategorisere som andet end netop musik. Her er alligevel et forsøg: Forestil dig en Manchester-inspireret lyd (tænk f.eks. Oceansize, Amplifier og tidlig Elbow), hvor guitarerne og somme tider også omkvædene danner en på en gang inciterende og hypnotisk atmosfære, kombineret med til tider let orientalsk-harmonisk progrock à la Riverside, lejlighedsvise udbrud af dansende rytmisk kompleksitet lidt hen ad Pain of Salvation (især på åbningsnummeret "Escape from DS-3"), måske lidt Dead Soul Tribe på et nummer som "Carousel of Whale" og endelig nogle lidt spooky elementer i vokalen, som bringer Mike Patton i behagelig erindring (lyt f.eks. til "Peril").
Der kunne nævnes mange andre stilassociationer - bandets hjemmeside nævner selv Depeche Mode, hvilket jeg også godt kan fornemme i nogle af de let elektronisk-influerede passager, mens åbningen af "Red Sky Locomotive" har en virkelig speciel alternativ pop-rock lyd med nogle egentlig ret simple klaverakkorder til at starte med, der gradvist glider over i et omkvæd, som er et af dem, der får mig til at tænke på Oceansize. Ikke kun stilblandingerne, men også harmonierne er ofte meget originale og interessante. Der er mange spændende, syrede skift.
Albummets svaghed er efter min mening, at der bliver svælget lige lidt for meget i det atmosfæreorienterede på en sådan måde at enkelte numre somme tider bliver ensformige at høre på (det gælder f.eks. et nummer som "Downstream", der ellers har nogle ret fede, heavy elementer). Jolly har vist netop tænkt sig, at "46:12" skulle være et album, man går lidt i trance til. Nogle af numrene skulle i hvert fald inkorporere såkaldte "binaural tones", en slags neurologisk illusion, hvor man ud fra to forskellige, men nærtliggende toner i hver deres kanal kommer til at høre én samlet (og altså helt tredje) tone. Disse hævdes af nogle - hvilket dog, så vidt jeg ved, ikke er bevist - at have forskellige positive effekter på hjernen. Det er mit indtryk, at der i Jollys tilfælde mest af alt er tale om et rimelig mærkeligt PR-stunt, men det skal dog ikke ligge deres generelt udmærkede musik til last i øvrigt. Hvis man ikke har noget imod at gå i trance - om ikke af de binaurale toner, så af de lejlighedsvise monotone passager, så er "46:12" et meget spændende album, som kan anbefales til de (rock)lyttere, der tror, de har hørt det hele.
