Oldboysligaen
De sidste par år har Frankrig virkelig understreget, at de som nation fortjener en plads i blackmetallens første echelon. Med bands som Griffon, Vehéménce, A/Oratos, Diablation, Decline of the I, Alcest og Azziard har nationen kendt for Napoleon, Eiffeltårnet og baguettes understreget, at fransk black metal er i verdensklasse. Men man kan ikke sige ”fransk black metal” uden at sige Seth.
Det sataniske vampyrensemble er nogle af de helt gamle drenge, og de har været med siden start-90’erne, og trods et par pauser på henholdsvis ni og syv år samt stilistisk eksperimentering så er de her endnu. Selv om bandet efterhånden kan fejre 30-års fødselsdag, så virker de mere virile og tændte end nogensinde før. For selvom jeg personligt ikke var specielt stor fan af den forrige udgivelse, så virker det til, at mange andre var det, og den succes fik virkelig givet de seks nosferatu blod på tanden. Men lad os nu høre, om ’forbandelsens Frankrig’ bliver det album, der overbeviser mig om, at Seth rent faktisk fortjener at blive husket for sin musik og ikke bare sin alder.
Barnagtig blasfemi
La France des Maudits er på mange måder en direkte opfølger til La morsure du Christ fra 2021. Det er samme lydbillede, samme tematik, samme blasfemiske tilgang til deres nationale ophav, og ja, versemålene er fortsat aleksandrinere. Ergo opererer albummet fuldstændig efter devisen ”if it ain’t broken, don’t fix it” – og i og med La morsure du Christ er bandets største succes, jamen så giver det da også mening at køre videre i samme rille. Dilemmaet opstår dog blot med det faktum, at La morsure du Christ strengt taget er et kedeligt og middelmådigt album. Heldigvis, og trods de åbenlyse ligheder, så er La France des Maudits lige akkurat et nøk eller måske endda to bedre end sin forgænger. Produktionen står skarpere, melodierne er større og mere fængende, og albummets røde tråd er langt mere tydelig, hvilket er med til at underbygge det overordnede tema. Eksempelvis hænger albummets to første numre, ”Paris des maléfices” og ”Et que vive le diable!”, perfekt sammen og kunne i grunden godt have været ét langt nummer. De to numre er også albummets højdepunkter, og de stadfæster, at Seth momentvis kan vise, at de er mere end granvoksne mænd, der stadig synes, det er sjovt at råbe ”Fuck Jesus!” i kirken. Misforstå mig ikke: Jeg ville da også sætte pris på, hvis kristendommen – og organiseret religion i det hele taget – pakkede sine sydfrugter. Men denne barnagtige blasfemi er efterhånden ved at være decideret passé; det både kan og skal gøres på en mere sofistikeret måde, hvis det altså skal have en reel effekt. Men dér er Seth ikke helt nået til endnu, apropos det med at køre i samme rille.
Seth gør alt, hvad de kan, for at være provokerende, og det havde måske virket, hvis vi skrev 1994, men verden er bare en anden nu. Der skal altså mere til end et maleri af en brændende kirke eller digte om at smadre katolske relikvier, mens man drikker nonneblod, til at chokere nogen. Men det er selvfølgelig også en del af Seths charme: Det er retro, det er barnligt, det er romantisk, og ja, det er Seth. Bandet udtaler selv, at albummet er inspireret af den franske revolution, og at de ser musikken som et kald, der vil få dem, som er undertrykt af kirken, til at smide deres lænker og føre samtlige gejstlige til guillotinen – så bliver det næppe mere klassisk black.
Problemet er blot, at den slags floskler, nonsens og vås er noget, genren har ævlet om siden midten af 1980’erne, så det er umådeligt svært at tage seriøst, og det virker tit til, at når fokus på image og tematik partout skal fylde så meget, ja, så lider selve musikken under det manglede fokus. Hvilket – atter en gang – er Seths største problem: manglende musikalsk fokus. C’est la vie.
Var dét det?
La France des maudits er omtrent lige så overbevisende som sin forgænger. Seth er stadig ude af stand til at skabe stor kunst, på trods af at musikken da – samlet set – er et hak mere inspirerende end tidligere. Men til syvende og sidst lyder Seth fortsat som den franske pendant til Watain, og det er begrænset, hvor spændende det nogensinde kan blive, uanset hvor megen grandiositet de så smider ind i mikset. Det hele bliver kun mere tragikomisk, når man tillader sig at måle det her produkt med det, tidligere medlemmer af Seth udgav sidste år. Ligeså er La France des Maudits et album af den slags, hvor man sidder tilbage med følelsen af ”var dét det?”, når man opdager, at den sidste sang er færdig – og det er aldrig en god følelse uanset hvad.
