Forventningens glæde
Det er tre år siden, franske Decline of the I afsluttede sin albumtrilogi med fokus på den franske neurobiolog og filosof Henri Laborit – manden, som gav os det første antipsykotiske middel, klorpromazin. Nu er kvartetten klar med første kapitel i sin nye trilogi, og denne gang er omdrejningspunktet vores allesammens Søren Kierkegaard – en figur, som nok er lidt mere benyttet i metalverden end den gode monsieur Laborit. Det er også tre år siden, jeg sidst hørte Decline of the I, for trods det faktum at jeg gav deres forrige udgivelse hele otte ud af ti – og at jeg har vinylen stående – har jeg faktisk aldrig genhørt albummet. Så det store spørgsmål er, om de franske post black-metallere formår at stadfæste sig i min bevidsthed denne gang?
Dubito, ergo cogito, ergo sum
Albummets titel, Johannes, er en reference til Kierkegaards pseudonym, Johannes Climacus, som også fungerede som hovedpersonen i en række af filosoffens værker, som for eksempel ”Philosofiske Smuler” fra 1844. Konceptet bag netop figuren Johannes Climacus var, at manden var rationel tvivler, der ville undersøge, hvorvidt Jesus var guddommelig eller ej ved blandt andet at analysere Platon og Sokrates. Ja, det lyder tungt, snørklet og en anelse navlepillende. Tung, snørklet og navlepillende er faktisk også tre gloser, man kan bruge til at beskrive bandets lydbillede. For nok er omdrejningspunktet en anden afdød filosof, men musikken er stadig lige så dyster, mørk og avantgardistisk som på Escape fra 2018, dog er der den – enorme – forskel, at hvor det forrige album havde en klaustrofobisk lyd, har Johannes en mere grandios og storslået aura omkring sig (tænk SepticFlesh møder Enslaved med et drys af Neurosis) – hvilket matcher de store, metafysiske tanker, som Kierkegaard gjorde sig. Lyt for eksempel til ”Tethering the Transient”, og fortæl mig så, at bandet går stille med dørene.
Men hvor virkelighedens Climacus tvivlede, gør Decline of the I ikke. Tag blot denne strofesekvens fra albummets lukker, ”Dieu Vide” (Tom Gud): ”I always lived with suicide in my buttonhole. My old self is now a diffuse memory. I bend the knee in front of the empty God” – et stykke lyrik, der understreger, at det altså er black metal vi trods alt er ude i.
Johannes er ikke et letfordøjeligt værk, der bliver stillet store krav til både lytterens øre, men også til fokus og koncentrationsevne. For sangene er både lange og proppet til randen med små, skæve elementer, som spag hvisken, jazz-hi-hat, spontant skrigeri og franske voiceovers – musikken er på alle måder en fransk servering. Så hvis man er mere til ”sovs og kartoffel-metal” som Volbeat og Five Finger Death Punch, vil man nok finde Decline of the I anstrengende, kedsommeligt eller decideret rædderligt – eller alle tre, for den sags skyld. Men har man tålmodigheden eller behovet for at udfordre sin musikalske smag, så bør man give Johannes en tur – eller ti – for det er et værk, der har så mange lag, at det er umuligt at opfange dem alle første gang.
Vive le France!
Nok har bandets lyd udviklet sig, men stilen er fortsat hypnotiserende, repetitiv, introvert og intelligent black metal, der appellerer til Politikensegmentet med deres rullekraver og merskumspiber. For det er fransk metal, og fransk metal skal sgu være skævt, avantgardistisk og mærkeligt – det er jo fransk, for pokker! Så for at besvare mit eget oprindelige spørgsmål om hvorvidt det ville lykkes bandet at stadfæste sig ordentligt denne gang, må svaret være et rungende ”Oui!”
Kommentarer (1)
Naser Khader
Frankofil?
Smid bukserne når de spiller marselaisen. Oui oui oui, -ooh lala.