Endestationen
Hvad er himlen egentlig for en størrelse? Er den et sted over skyerne, hvor evigheden sidder og vipper med benene, eller er det bare noget, vi har bildt os selv ind for at gøre meningsløsheden lidt nemmere at bære? Igennem historien har vi brændt verdenskort og bygget templer, ofret blod og skreget bønner ud i natten i jagten på noget højere. Men måske har vi ledt i den forkerte retning. Måske er det ikke himlen, der gemmer sig, men os, der ikke tør se den i øjnene. Måske findes den midt i alt det kaotiske. I regndråbernes stædige slag mod ruden, i ruinerne af vores fejltagelser eller i den tyngende tavshed mellem to mennesker, der engang elskede. Måske er jorden selve himlen, smadret, men stadig tilgængelig. Er det os, der har gjort den til et helvede? Det spørgsmål stiller britiske Ba’al ikke direkte. Men de hvisker det ind i ørerne med en styrke, der nærmest kan mærkes i brystkassen. The Fine Line Between Heaven and Here er deres anden fuldlængdeudgivelse, der kombinerer post-metal og atmosfærisk black metal som en uvejrfront over Vesterhavskystens vidde bredder.
En statue, et blomsterbed og en sneengel
Ba’al er ikke et band, man lige sætter på i baggrunden, mens man rydder op i bestikskuffen. Den britiske kvintet skaber musik, der kræver nærvær og tålmodighed. The Fine Line Between Heaven and Here trækker tråde til Deafhavens Sunbather, men væver sin egen melankolske gobelin af tremoloriffs, violin, æterisk guitar, skrig og growl. Det er ikke en hurtigbrygget suppe, men en ildevarslende heksegryde, der har simret i fem år. Musikken er grundig og dragende. Den venter ikke på nogen. Den trækker dig med ned i dybet og tvinger dig til at lytte. Ikke bare med ørerne, men med huden, med hjertet. Åbningsnummeret, den 13 minutter lange ”Mother’s Concrete Womb” er både skræmmende og guddommelig. En urokkelig kolos, der langsomt rejser sig fra kystens tåge, kun for at omfavne dig i et favntag af længsel og forlis. Det er storslået, sorgfuldt og smukt som et minde, du ikke vidste, du savnede. Joe Stamps vokal skriger ikke bare, den siver, vælter, skælver og imploderer. Når den akustiske guitar lister sig ind i billedet, mærker man for alvor bandets spændvidde. Der er liv mellem lagene, så at sige. Et af pladens emotionelle højdepunkter er ”Legasov”, en hyldest til mennesket midt i katastrofen. Nummeret referer til Tjernobyl-tragedien, til børn der lavede sneengle i aske og til den kærlighed, der stadig spirer, selv i ruinerne. Det er præcis her, Ba’al brillerer. De skildrer menneskelivet, ikke som noget stort og prangende, men som noget skrøbeligt, helligt og evigt. Hvis vi gerne vil opleve himlen, er det vores opgave at skabe den. ’Blessed be sweet innocence, as our children make angels in the fallout. But as the buildings fall around us, and the sky turns red with fire, I gaze deep into your tearful eyes, and you have never looked more beautiful.’ Og netop dette er essensen af The Fine Lines Between Heaven and Here. Det handler ikke om guder eller dommedag. Det handler om os. Mennesket. Om hvordan vi trods alt bliver ved med at elske, drømme og kæmpe videre, selv når alt omkring os smuldrer.
Lydbilledet er mættet med detaljer og atmosfære, og selvom enkelte passager kunne været trimmet lidt, for eksempel på ”The Ocean That Fills a Wound”, føles Ba’als rejse hele vejen igennem som en nødvendighed. Pladens eneste reelle minus er growlen, som oftest er for utydelig. Den har ikke samme effekt som de desperate skrig, og her kunne man godt balancere anderledes i fremtiden.
Den bedste måde at spilde tiden på er at tælle timerne
The Fine Line Between Heaven and Here er ikke en skive, man lige forstår ved første gennemlytning. Det er et krævende bekendtskab, som en roman uden billeder med en lille skrifttype. Men tålmodighed belønnes, for hvis du giver dig hen, får du et værk, der kræver dine små grå celler og dit nærvær. Et værk, der åbner sig i takt med dine egne tanker og følelser. Ba’al er stadig i bandets unge år, men de udviser allerede nu en modenhed og en vision, som mange ældre grupper ville misunde. Jeg ser frem til, hvad deres hænder og hjerter vil forme i de kommende år.