Alcest spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Alcest - Spiritual Instinct

Spiritual Instinct

· Udkom

Type:Album
Genrer:Post-metal, Black metal
Spilletid:41:01
Antal numre:6

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Alarme rouge

Kære læser, jeg føler jeg er nødt til at starte denne anmeldelse med en advarsel. Denne anmeldelse kan måske virke, som var den flået ud af Politikkens kultursegment, og hvis du ikke betragter dig selv som en lettere snobbet type, der mener, at alle måltider skal skylles ned med et glas beaujolais, eller at monoklen burde få et comeback – ja, så kan det være, at du vil mene, at dette skriv er en omgang prætentiøst pladder. Men nu er du advaret, så al læsning fra dette punkt er på eget ansvar.

Ce n’est pas une critique

Hvis man er til blackgaze eller post-black, så er man bekendt med franske Alcest, der stort set skabte genren tilbage i starten af det nye årtusind. Bandet skal ses og forstås som resultatet af de visioner og drømme om det perfekte drømmeland, som frontmand Neige havde som barn – en vision, der har guidet ham igennem hele hans musiske karriere, men som for alvor fik lov til at blomstre, da han startede Alcest tilbage i ’99. Ergo skal man forstå, at det man hører, er en mands vision og forståelse af det uforståelige, hvilket nærmest er et Voltaire-citat i sig selv.

Neige selv har udtalt, at Spiritual Instinct skal ses som et semi-selvbiografisk værk. Det mener han afspejles i albummets cover, som viser den mytologiske sphinx. Et væsen, der kombinerer mennesket og bæstet, og hvis eneste formål er at stille spørgsmål, og dermed tvinge mennesket til at tænke i stedet for at famle i blinde. Han påstår, at han er sphinxen, altså det væsen der ikke passer ind hos hverken mennesker eller bæster – et væsen, der altid står på sidelinjen og undrer sig. Dette afspejles også klart i musikken, der konstant skifter mellem klassisk black metal og så den mere vævende, drømmende – og ofte synthesizerdrevne – lyd. Men dette er jo også en perfekt analogi for netop blackgaze, en genre som Neige selv mener heller aldrig har passet ind nogle steder, og derfor er både menneske og bæst.

Albummet starter med nummeret ”Les Jardin De Minuit” (en reference til bogen Tom’s Midnight Garden fra 1958), et fuldstændigt perfekt eksempel på, hvad Alcest egentligt er for en størrelse – guitarriffet, der begynder ca. to minutter inde, er rendyrket hjernemassage. Derfra glider albummet over i førstesinglen ”Protection”, som er et fuldstændigt fantastisk nummer, der igen kombinerer mørke og lys i en smuk vals. Derfra kører albummet over i de mere bløde og vævende numre som fx andensinglen ”Sapphire”, der med sin repetitive rytme og mumlende vokal pakker sig omkring en som et blødt, varmt tæppe spundet af den blødeste kashmir. Ergo er Spiritual Instinct som en velmodnet port salut-ost, der først rammer en med sin, umiddelbare hårde skorpe, men hurtigt glider over i en let, cremet og fløjlsblød dekadence.

Hvis man troede, at Alcest havde toppet med Kodama, så tog man fejl. For selvom det album var fuldstændigt fantastisk, så er det alligevel lykkedes at toppe det – hvor imponerende/umuligt det end må lyde. Jeg tager min baret af for Alcest og hæver et glas mod deres generelle retning!

Très Bien

Neige har beskrevet skriveprocessen som en katarsisk oplevelse – han følte, at bandet havde brug for en renselse for at kunne vokse, gro og udvikle sig. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der har gjort, at han har følt dette – men hvis Spiritual Instinct er resultatet af denne renselse, så må han have haft ret. Musikken er smuk, næsten så smuk at man til tider må kæmpe for at holde en tåre tilbage. Jeg erkender, at blackgaze og postmetal begge er nichegenrer og bestemt ikke musik, der er designet til enorme festivaler, hvor alle mødes for at hygge sig og drikke fadøl. Alcest er nærmere skabt til små, snuskede parisiske kældercaféer, hvor der forinden har været debatklubber, der har diskuteret Hugo eller Foucault. Steder hvor du bliver nedstirret af en tjener iført rullekrave og moustache, hvis du så meget som formaster dig til at bestille en fadøl. Men hvis man finder den slags umådeligt charmerende og tiltalende, så vil man nok forstå, at Spiritual Instinct er et mageløst værk. Og hvis ikke, så er jeg sikker på, at der er en Old Irish Pub med Volbeat på jukeboksen længere nede af gaden. Jeg vælger dog at give albummet ni kranier og ikke ti – inspireret af den franske digter og symbolist Paul Valery, der skrev følgende omkring perfektion: ”For de som elsker perfektion – er et værk aldrig afsluttet”.

Tracklist

  1. Les Jardins De Minuit
  2. Protection
  3. Sapphire
  4. L'île Des Morts
  5. Le Miroir
  6. Spiritual Instinct

Tilføj kommentar