I fart in your general direction!
Fransk middelalder-black metal – a hvabehar? Jo, den er god nok, det er nok svært at finde en sub-sub-genre mindre end netop ”medieval black metal”, og tilsæt så det herlige franske element, og så er vi ude i nichernes niche. Men niche eller ej, så har riddertrioen Véhémence nu engang eksisteret siden 2014, hvor debuten Assiégé så dagens lys, og som årene er gået, er bandet meget lig en fransk vin kun blevet bedre. De værste kanter er blevet poleret, lydbilledet forfinet, og helt generelt har de tre franskmænd simpelthen haft godt af at øve sig og udvikle sig. Så spørgsmålet er derfor, om Ordalies bliver det gennembrud, som vil skubbe Véhémence frem i lyset og dermed være med til at give denne nichegenre et velfortjent skud vokseværk?
Your mother was a hamster, and your father smelt of elderberries!
Ordalies er noget af en fransk servering, og der er hele otte retter på menuen, ergo bliver vi forplejet med en hel klokketime, hvilket – som udgangspunkt – er en omgang, der vil noget. Heldigvis er der klemt et par små ganerensere ind hist og her i form af de to korte, instrumentelle numre ”La danse des pluies” og ”Quand l’hiver viendra”. Normalt er jeg nærmest modstander af koncepter med korte, instrumentelle intermezzoer, da de ofte ikke gør andet end at fylde og forstyrre lydbilledet med ligegyldig klimren. Men her fungerer de perfekt og er fuldstændig med til at understøtte det middelalderlige koncept, da numrene er akustiske og bliver fremført med diverse instrumenter, som man netop ville have brugt tilbage i år 1300, så konceptet holder. Ligeledes skal bandet have ufatteligt meget ros for åbningsnummeret ”De feu et d’acier”, som – indtil videre – er det bedste nummer udgivet i hele 2022, og den bakke er jeg villig til at dø på! Det nummer formår fuldstændig at forklare og beskrive, hvad hele genren går ud på, da det præsenterer samtlige facetter, både hæsblæsende black metal, fabelagtige melodiske guitarpassager og et folkeomkvæd, der får en lyst til at bekrige England fra hesteryg.
Intronummeret bliver ligeledes opfulgt af tilsvarende fremragende numre som ”Notre royaume … en cendres”, der dog tillader at skrue ned for tempoet, men op for de storladne, men dystre melodier. Dog sker det i forsøget på at lyde så storladne som muligt, at bandet snubler lidt hist og pist, primært når det kommer til at vide, hvornår en sang skal slutte, fx havde ”La divines sorcellerie” stået så utroligt meget stærkere, hvis nummeret havde varet 7 minutter i stedet for 11, for det bliver simpelthen for repetitivt og langtrukkent, som var det belejringen af Akko i 1189.
Men heldigvis formår Véhémence at slutte albummet på en såkaldt ”high note” med lukkeren ”Par le glaive”, som formår at afslutte bandets tredje udgivelse med lige så megen pomp og pragt, som den åbnede med.
Go away or I shall taunt you a second time!
Véhémence er på mange måder et utrolig imponerende band, for de formår at tage noget så åndssvagt som middelalder-black metal og gøre det til noget helt fantastisk. Det kunne lige så nemt være blevet en total katastrofe fyldt med platte indslag og underlødigt gøgleri, men i stedet formår de at blande black, folk og middelalderlige melodier og skabe et værk, der virkelig virker – og det skal de have grande louange for, for det er særdeles imponerende. Ordalies er utrolig tæt på at være et decideret storslået værk, og fortsætter de tre franskmænd således, bør det næste album være deres pièce de résistance.
