20 år, fire albums
Franske Azziard har eksisteret siden 2001, men trods det at de snart kan fejre, at de har været et band i to årtier, er det ikke blevet til mere end fire album. Liber Secondus – Exégèse (Den Anden Bog – Fortolkning) er efterfølgeren til deres tredje værk Liber Primus: Métemphychose (Den Første Bog – Sjæleoverførsel) fra 2017, og mon ikke man kan forvente et Liber Tertius på sigt? Stilistisk befinder vi os i et mørkt, dystert og nihilistisk grænseland mellem black metal og dødsmetal, meget a la canadiske Panzerfaust eller litauiske Luctus, eller deres landsmænd Regarde Les Hommes Tomber.
Sort Potpourri
Da de turnerede med deres forrige album, var de support for Marduk, og jeg skal da love for, at det har smittet af på dem! Tit og ofte bliver lydbilledet revet over af buldrende marchtrommer og en rytmesektion, der giver en lyst til at iføre sig kampstøvler og camouflagebukser. Hvilket skaber en herlig kontrast til deres mere introverte og dunkle passager og minder en om, at de jo ikke er et rendyrket black metal band. Men der er også masser af plads til det eksperimentelle og det dekadente, for selvom der er torden og rabalder i baggrunden, kan der sagtens være stilhed og skrøbelighed i forgrunden. Albummets første reelle nummer, ”Retrouvailles avec l'âme”, er som en black metal coq au vin. En ret, der har fået lov til at simre hele dagen og derfor indeholder så ufatteligt mange nuancer, indtryk samt en syndig kærlighed – du ved godt, at det ikke er helt godt for dig at mæske dig i den tykke, sovsede ret, men du formår ikke at holde dig tilbage, og før du ved af det, er du smurt ind i kylling, vin og livsbekræftelse. Liber Secondus – Exégèse er en rejse ind i sindet med det formål at dekonstruere sin selvforståelse og identitet for at se, hvad resultatet af denne metamorfose vil være. Jeg må indrømme, at jeg elsker, når bands kommer med sådanne storslåede udtalelser og forklaringer på, hvad missionen bag deres albums er. Det bliver ofte en form for konkurrence i, hvor mange akademiske begreber man kan hive ned fra hylderne. De fleste, der læser den slags, vil nok rulle med øjnene og tænke ”ja ja, spil nu bare noget med Slayer!”, men jeg elsker det – jeg labber det i mig, som var det den sødeste ambrosia. Og ambrosia, som i gudernes spise, ikke den amerikanske frugtsalat, som primært består af skumfiduser (for helvede da også USA!), er præcis, hvad Liber Secondus – Exégèse er. Det er mælk og honning direkte ind i øregangene, hjernebarksmassage distribueret af samtlige ni muser – det er, med andre ord, kunst, og endda stor kunst.
Merci!
Liber Secondus – Exégèse er et smukt og uendeligt mørkt værk, der med sine dystre toner vækker glemte urinstinkter i en – måske dette er resultatet af den mentale dekonstruktion? Albummet er velproduceret og varieret, og trods de relativt lange numre har hvert nummer så megen variation og byder ind med så meget, at man konstant hører og oplever nye elementer. Så det er måske nok kun bandets fjerde album på tyve år, men det er et album skabt på ryggen af tyve års erfaring – og det kan høres, for intet her er tilfældigt, intet her er et uheld – alt er nøje planlagt og udført med stor præcision. Der er ikke andet at sige end: Merci pour la musique!
