Prog rock kører på rutinen
Ikke helt på niveau
Amerikanske Scale the Summit er et prog rock-band fra Houston, Texas, i USA. De blev dannet i 2004 og blev, efter første selvfinansierede skive, signet på Prosthetic Records. The Migration fra 2013 er deres hidtil største succes, men også de tre foregående var fine værker. V er deres femte udgivelse, og selvom den er ganske fin, lever den ikke helt op til forgængerne.
Skæv balance
Til forskel fra bands som Dream Theater og Animals as Leaders, som Scale the Summit minder en del om, så spiller de udelukkende instrumentalt. Et progressivt rockband, kan man godt kalde dem uden at fornærme nogen, men bare rolig... der er masser af heavy-elementer, til dem der kan lide det. Her er dejligt letfordøjelige melodier over hele linjen med både afdæmpede og bombastiske passager, men som mange andre prog-bands har Scale the Summit en tendens til at køre enkelte riffs lidt for langt ud og dermed sidde fast i den samme suppe lidt for længe af gangen. Her kan man selvsagt godt savne lidt variation. Omvendt findes der også en del numre på V, som f.eks “Blue Sun” (tjek lige en fed video herunder!), som består af alt for mange ideer og som derfor kommer til at fremstå for rodet. Her kunne en del af de forskellige syrede inputs med fordel være skrottet. Balance er dermed "nøgleordet" og det altoverskyggende savn, jeg sidder med, når jeg hører pladen. Helhedsindtrykket havde altså været en slat bedre, hvis materialet havde været mere gennemarbejdet, men derfor kan skiven sagtens nydes; Ikke mindst for den fremragende produktion, der i den grad fortjener at blive fremhævet.
Alle kan være med
Kender, eller ikke kender - Scale the Summit overrasker ikke rigtig nogen steder. Er man allerede fan, vil man være nogenlunde tilfreds med V, som holder et ganske anstændigt niveau. Er dette første møde med texanerne, vil man allerede ved betegnelsen "progressiv instrumental rock" vide, hvilken slags musik man går i møde.
Konklusionen er et fint lille udtryk, jeg engang hørte fra en gæv jysk kammerat: "Det er ok uden at være prangende" - og så er det en nydelse at høre så dygtige musikere. Det udløser syv små kranier.
