Scale the Summit spiller instrumental progressiv metal med et lydbillede, der bringer tankerne i retning af Cynic, Dream Theater og af og til også Mastodon (i deres mere ekvilibristiske hjørne). Kvartetten har for nylig fået lidt ekstra vind i sejlene, efter at Mike Portnoy inviterede den med på den amerikanske udgave af Dream Theaters Progressive Nation-turné. "Carving Desert Canyons" er det Houston-baserede bands andet album, og det første på et rigtigt pladeselskab.

Numrenes titler kredser overvejende om landskabsfænomener og de geologiske kræfter, der skaber dem, hvilket ikke helt modsvares af musikken, der, trods en god tung og tight bund, koncentrerer sig om de finere detaljer: krystaller af komplekse riffs, der vokser ud af de bizarre, progressive rytmestrukturer, dog afløst fra tid til anden af snart smukke, Rush-agtige klangbrydninger, snart beskidte, let thrashede riffs.

Albummets første fire numre er delikat kædet sammen, så man sjældent ænser skiftene mellem de enkelte skæringer. De følgende "Age of the Tide", "Glacial Planet" er til gengæld små fasinerende, afvekslende verdener i sig selv. Sidst på "City in the Sky" og ind i afslutningsnumeret "Giants", mister jeg imidlertid så småt interessen, da musikken begynder at blive lidt for mathcore-agtig på en ensformig måde.

Scale the Summit er meget, meget, dygtige, og der er masser af glimrende musik gemt i de musikalske landskaber, men jeg synes godt, at bandet kunne overveje at integrere noget vokal for at gøre herligheden endnu mere herlig. Ind imellem soloerne kunne jeg sagtens forestille mig en lækker, melodisk vokal. Flere passager lyder i mine ører som om, de bygger op til en fed sangers entré, som desværre aldrig kommer. Men holder man af instrumentalbands som Canvas Solaris og Liquid Tension Experiment, så ligger Scale the Summit nogenlunde midt imellem de to bands, hvad angår forholdet mellem hyperkompleksitet og gode riff-hooks - generelt lækkert, men altså samtidig med noget sært amputeret over sig.