Ryujin  - Ryujin

Ryujin

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Power metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

20 spørgsmål til professoren 

Bruger man meget tid i de metalliske farvande, så kan man næsten ikke undgå at stille spørgsmålstegn ved scenens forskellige elementer. Ville metallen eksempelvis være, hvad den er i dag, hvis Tony Iommi havde holdt hænderne i lommen i værkstedet? Er Møls Diorama ikke bare indie rock i forklædning? Er der noget, Gene Simmons ikke har prøvet at tjene penge på? Og hvornår bliver Sleep Token degraderet til den provinsielle kaffebar, hvor de hører til? Et nyere spørgsmål, som man kan føre til listen er: Hvordan ville den skandinaviske melodiske dødsmetal lyde, hvis den blev eksporteret til Japan? Et spørgsmål, som muligvis kan besvares af Ryujin og deres nyligt udgivne debut, Ryujin.

Kopiering er jo den højeste form for ros

For medmindre, man er direkte døv, så er det umuligt ikke at trække tråde til bands som Children of Bodom, Norther, Ensiferum og deslige til Ryujin. Skal man brede paraplyen lidt ud, så er Eluveitie, Dragonforce og sågar Trivium også blandt inspirationskilderne.

Ikke overraskende, så er Ryujin et overflødighedshorn af nærmest episke guitarmelodier. Efter en kort intro brager “Gekokujo” ud over stepperne med bullet train-blæsende guitarekvilibrisme i en sådan grad, at Dragonforce- og Children of Bodom-fans skal erhverve sig en murerbalje til deres mundvand. Senere opgraderer “Raijin & Fujin” med lækkert galoptempo. Og når “Guren No Yumiya” runder af, ja så skal der holdes på hat og briller, mens body pillowen med motiver af en foruroligende ung kvindelig animefigur bruges som luftguitar. Der er ingen tvivl om, at Ryujin er i deres rette element, når alt baldrer derudaf som en kamikazepilot over Pearl Harbor. 

Men selvom alt, på alle måder, spiller max og nærmest lyder, som englene synger, så sidder jeg konstant med fornemmelsen af, at Ryujin bare er Children of Bodom, Ensiferum og Dragonforce, som er gået sammen og har sluppet deres inde weaboo ud. Ja, der er en klang af japansk folkemusik, men ellers kan man sidde og pinpointe præcis hvilket riff, som hører til hvilket band. “Gekokujo” er “Silent Night, Bodom Night” bare i Aokigahara-skoven, “Dragon, Fly Free” er så Eluveities “Bloodstained Ground” med Trivium-noter, “Raijin & Fujin” er overskud fra Ensiferums From Afar, og “Guren No Yumiya” umiskendeligt Dragonforce. Jeg vil påpege igen, det er ikke dårligt, jeg savner bare mere originalitet fra Ryujin. Originaliteten er desværre heller ikke at finde på balladerne “The Rainbow Song” og “Saigo No Hoshi”. Førstnævnte er bragende ligegyldig Eurovision-rock med Matt Heafy på vokal, og sidstnævnte er så arketypisk bladene-falder-af-kirsebærtræerne-japansk, at man enten skal være japaner eller have fedoraen siddende lidt for stramt for at finde det bare en smule interessant. 

Hvad siger Etisk Råd om musikalsk genoplivning?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg savner den overgearede finske melodød. Og selvom Ryujin spiller den fabelagtigt og til UG med kryds og slange, så er dette ikke måden at genoplive genren på. Det er for uoriginalt, for uselvstændigt og i sidste ende ligegyldigt.

Tracklist

  1. Hajimari
  2. Gekokujo
  3. Dragon, Fly Free
  4. Raijin & Fujin (Feat. Matthew K. Heafy)
  5. The Rainbow Song (Feat. Matthew K. Heafy)
  6. Kunnecup (Feat. Mukai Wataru)
  7. Scream of the Dragon
  8. Gekirin
  9. Saigo No Hoshi
  10. Ryujin
  11. Guren No Yumiya (Feat. Matthew K. Heafy)
  12. Saigo No Hoshi (Feat. Matthew K. Heafy)