Græske ekstremmetal-fædre tilbage med et album i (lidt for?) vanlig stil.
Sakis og co. giver os endnu et hypnotisk værk af høj klasse
Jeg har været meget fascineret af den græske black metal-scene, siden black metal fangede min interesse for 17-18 år siden, og dette skyldes i høj grad Rotting Christ. Der er noget fascinerende over måden, hvorpå bands fra forskellige lande har skabt deres egen regionale form for black metal. F.eks. kan man ofte kende franske, finske og polske bands på deres lyd, måde at arrangere riffs på eller noget helt tredje. Sådan er det også med Grækenland. Varathron, Necromantia, Acherontas/Stutthof, Legion of Doom m.fl., har alle en umiskendelig ”græsk” lyd. Også Rotting Christ har, som de førnævnte bands, formået at inkorporere den regionale musik i deres Venom- og Celtic Frost-inspirerede metal. Bandets tidlige albums er i dag genreklassikere, og de har holdt et generelt højt niveau på deres mange udgivelser gennem tiden. Bandet har udviklet en minimalistisk stil, hvor de fleste sange er centreret omkring et relativt enkelt guitarriff, leadmelodi eller melodisk element blandet med koragtige stykker eller chants. Det er supereffektivt, og noget vokalist, guitarist og hovedsangskriver Sakis og resten af bandet mestrer til fulde. Netop pga. denne minimalistiske stil er det ekstra vigtigt, at de få riffs og melodier, der gentages så meget, sidder lige i skabet, og her kommer Rituals’s akilleshæl. Der er desværre nogle enkelte smuttere, og bandet tager et par numre på rutinen, som derved bliver for anonyme og kedelige, simpelthen. Til gengæld er der få bands, der er bedre, end når det virkelig spiller for bandet, og det gør det heldigvis på de fleste skæringer.
Rituals er lyd- og stilmæssigt en umiddelbar forlængelse af Kata Ton Daimona Eaytoy fra 2013, dog er Rituals en smule mørkere og endnu mere hypnotisk end forgængeren, og det klæder bandet. Tjek Ze Nigmar eller Elthe Kyrie og bliv overbevist. Også Tou Thanatou er et fremragende nummer.
Hvad skal black metal kunne?
Et band som Rotting Christ enten fanger én, eller dødkeder én. Jeg er fanget, og jeg tror, jeg ved hvorfor. Bandets melodiske, men relativt primitive og repetitive stil skaber det ritualistiske (!) mørke, jeg så godt kan lide ved bandet og faktisk en hel del andre græske bands. Jeg forlanger af black metal en stemning, der kan rive mig med mere end knusende brutalitet og blastbeats, og hvis ikke denne stemning er til stede, er bandet som udgangspunkt ikke relevant for mig. Det gælder sådan set, uanset om det er black metal, country, blues, soul, eller hvad det måtte være. Hvis du har det på samme måde, bør du nappe Rituals med hjem fra butikken. Hvis du allerede er til Rotting Christ er der ikke et eneste argument for at undvære denne skive. Da pladens første halvdel er klart den fedeste, og den taber en smule af pusten undervejs, lander karakteren på en god 7’er. Køb pladen på vinyl og få et ekstra bonusnummer med!
På albummet medvirker i øvrigt bl.a. Magus (Necromantia), Nick Holmes (Paradise Lost) og Vorph (Samael), ligesom Jens Bogren endnu en gang har formået at fremmane en massiv, klar og dyster lyd i hans Fascination Street Studios.
