Der kan ske meget på ni år
A Road to Damascus har været på lidt af en musikalsk rejse, siden de blev dannet tilbage i 2010. Debut-EP’en bød på en omgang emo-inspireret metalcore, hvor det lød til,at Bullet for My Valentine var de store helte. De fleste emo-elementer blev dog sorteret fra på den selvbetitlede debutplade, hvor der i stedet blev tilføjet lidt poppede post-hardcore elementer. Opfølgeren In Retrospect bød på en omgang noget mere energisk pop-rock, om end en my tungere end gennemsnittet. Nu gælder det så EP’en No Man is an Island. Så er spørgsmålet, hvordan A Road to Damascus har videreudviklet deres lyd – det er sandsynligvis ikke med flere John Donne-citater, men man kan aldrig vide…
Gå aldrig helt over i poplejren
Jeg kan hurtigt afsløre, at det er ikke John Donne-citater, men i stedet hvad der mest af alt lyder som pop. Men inden nogen begynder at få kaffen galt i halsen og tror, at heavymetal.dk anmelder popmusik, så er det altså ikke rendyrket Justin Timberlake – rolig nu. Til en vis grad kan man kalde det for pop-core. A Road to Damascus trækker på inspiration fra blandt andre Siamese og Carpark North, og specielt trommerne giver bandet et strejf af fordums core-lyd. Dog skal man ikke tro, at de på nogen måde kopierer disse bands.
Titelnummeret og især ”Pieces” er de to bærende numre på EP’en og trækker A Road to Damascus i den mere core-prægede retning. ”Pieces” er reelt set et metalcore-nummer, der har været en tur igennem den store popmølle. Tunge trommer, energiske omkvæd, der trods den poppede overflade ganske udmærket kan headbanges til, og et c-stykke, der minder ganske meget om et typisk breakdown. Nummeret har sådan set alle ingredienserne til et metalcore-nummer, det er bare serveret i en langt mere tilgængelig indpakning. En yderst velproduceret indpakning, vel at mærke. Det kan godt være, at produktionen er voldsomt steril set fra et metallisk synspunkt, men den er yderst passende for bandets lyd og udtryk. Den lette rumklang og fokus på de dybere toner klæder virkelig bandet og giver EP’en meget afslappet stemning.
Der, hvor EP’en desværre begynder at halte, er på de to resterende numre ”Sundays” og specielt ”The Last Straw”. ”Sundays” er et typisk poprock-nummer, der har samme lyd som mange typiske sommerpoprock-hits. Nummeret gør ikke noget forkert, der er bare ikke noget nævneværdigt over det. ”The Last Straw” er uden tvivl EP’ens svageste nummer: et rendyrket popnummer og desværre gudsjammerligt kedeligt. Det er et sats fra bandets side at gå hele vejen, og det kunne have været EP’ens overraskelse, men når nummeret kører i samme monotone tempo hele vejen igennem, falder det hurtigt til jorden.
No Man is an Island er en EP, hvor A Road to Damascus i den grad omfavner poppen, som de har flirtet med i hele deres karriere. At bruge EP’en til at se folks reaktion på deres satsning er et smart træk. Det er dog en fejltagelse at lade poppen dominere helt. Men at skrive numre ud fra et metalcore perspektiv og indspille dem som popnumre, er bestemt noget, de skal fortsætte med. For de har absolut fat i noget.
