A Road To Damascus - Darker Places

Darker Places

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Stadig ikke heavy metal, men ….

Vi har før anmeldt A Road to Damascus her på Heavymetal.dk, hvor vores anmelder slog fast, at Heavymetal.dk ikke er stedet, hvor der anmeldes popmusik. Det er det stadig ikke, om end dette band ligger lige på vippen. Vi er med denne nye plade, Darker Places, stadig ikke ovre i heavy metal-spektret, men stadig i den rockede ende.

Er vi enige?

Langt henad vejen er Darker Places en yderst velproduceret udgivelse med et meget velspillende band og velkomponerede numre, men det er, som om det er hørt før.

Om denne nye udgivelse har det københavnske band selv udtalt, at de har kreeret et moderne popcorelydbillede, og at de laver sange, der er tungere end den gennemsnitlige popsang, men mere iørefaldende end den gennemsnitlige rocksang. Selv udtaler de ligeledes, at albummet er tungere og mørkere end noget andet, de før har lavet, hvilket dog er svært helt at finde ind i. Lad os nævne bands som Carpark North, Siamese, Bring Me The Horizon of 30 Seconds to Mars. Det er samme rille, der køres i. Det er lidt ærgerligt, for der er potentiale til meget mere fra dette band. Det er fint at læne sig op ad idolerne, men når man udgiver et album under eget navn, skal det ikke lyde som et kopiband. Hører man nummeret ”Rising, Falling”, er det første, man tænker: ”Er det et nyt nummer med Carpark North?”. Dét er ærgerligt, for lad det ikke gå ubemærket hen, at bandet har valgt at invitere det danske deathcoreband CABAL med på nummeret ”Head Above Water”. Det er i den grad en kollaboration, der holder maks. og trækker bandet i en retning, hvor de for alvor vil kunne udfolde deres vinger. At A Road to Damascus samtidig har valgt at indspille nummeret ”Promises” med et andet københavnerband, nemlig H.E.R.O., kunne de lige så godt have ladet være med. Hvis man ikke ved det, kan man hverken høre på sang eller musik, at der er gæster på besøg, og så er to gæstebands en anelse overkill på en plade, der kun varer 27 minutter.

Hvor vi tydeligt kan høre en progression og udvikling på deres tidligere udgivelser, er det, som om at denne står stille. Det er alt for poleret og pænt, og man begynder at kede sig en smule. Ørerne begynder at hige efter den der berømte kant. Kanten, der er kendetegnet for et band, deres identitet. Det der specielle kendetegn, som får folk til med det samme at associere til A Road To Damascus.
 

Nuvel, det er ikke dårlig musik, men desværre ender Darker Places i bunken med underlægningsmusik til en amerikansk ungdomsserie, og det er brandærgerligt, når potentialet er der!

Lad os kalde Darker Places, hvad det er: en gryderet, der ikke er smagt til. Der mangler en masse elementer, og man prøver at gribe i mange retninger i et desperat forsøg på at fange lyttere.

Hvad skal der ske efter dette album?

Normalt ville bandet formentlig være på vej ud til de danske spillesteder, men sådan er det ikke for A Road to Damascus. Kort før udgivelsen af dette album sendte gruppen en meddelelse ud om, at de med tungt hjerte har måttet sige farvel til både guitarist og trommeslager. Hvor de før var fire, er gruppen nu reduceret til en duo. Hvor det skal lede dem hen, har de endnu intet bud på, men lad os da håbe, at de resterende medlemmer formår at rejse sig, finde nogle nye musikere og måske lave et album, hvor de for alvor får manifesteret deres egen lyd og identitet.

Tracklist

  1. Sirens
  2. Pariah
  3. Head Above Water feat. CABAL
  4. Paradise
  5. Promises feat. H.E.R.O.
  6. If It Happens
  7. Rising, Falling
  8. Don't Leave Me Waiting
  9. Silent Statement