Rival Leaders spiller koncert i Basement CPH, København .
Rival Leaders - Hertug i Helvede

Hertug i Helvede

Udkom

Type:EP
Genrer:Punk, Hard rock
Antal numre:3

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Genkendelighedens trygge rammer

At et band opkalder sig selv efter et nummer fra et andet band, er langtfra en sjældenhed. Bonded by Blood er opkaldt efter et Exodus-nummer, Carnal Forge efter et fra Carcass, og Prophets of Rage efter et fra Rage Against the Machine – som så igen er opkaldt efter den ikkeindspillede anden ep fra Inside Out. Det er muligvis en smule dovent at ”stjæle” navnet, men ofte giver det et fingerpeg om, hvilken musikalsk rejse vi skal ud på. Så kigger man på Rival Leaders – der er opkaldt efter et nummer fra The Exploited – så skulle det være mærkeligt, hvis der ikke bare var en smule punk i danskernes lyd.

Bodegapunk på repeat

Derfor kommer det da heller ikke som en overraskelse, når ”Hertug i Helvede” sætter i gang, at man bliver mødt af den typiske punkformel med simple trommer, skramlede basgange og energiske riffs. Men Rival Leaders’ lyd har også et lidt lalleglad element, der leder tankerne mere over mod bodegarock. Hvilket muligvis lyder som vanærelse, der kun kan reddes ved rituelt selvmord, men det har faktisk nogle kvaliteter.

Den punkede energi, de simple medrivende melodier og et omkvæd, man kan skråle med på selv i den værste hundredehestes brandert, gør ”Hertug i Helvede” til et yderst festligt bekendtskab, ligegyldigt om man sværger til anarkismen eller arnbitteren. ”Bomberegn” følger titelnummerets opskrift nærmest 1:1. Det man kan ærgre sig lidt over, men nu er punk ikke verdens mest innovative genre, og det fungerede jo meget godt i første omgang.

Alle med ører og logisk tænkning vil dog godt være klar over, at cirka halvvejs gennem ”Bomberegn” er der ikke mere at hente på ep’en. Væk er de førnævnte kvaliteter, og de resterende tre og et halvt minut virker ligegyldige, og man er bedre tjent med at starte ep’en forfra – eller høre første halvdel baglæns; alt vil i hvert fald være mere interessant end at høre anden halvdel af ep’en. For trods den afsluttende ”Under the Influencer” er bygget op som de foregående to numre, så er den decideret kedelig og rammer slet ikke det samme niveau af energisk punket fællessang. Dog slår nummeret fast med syvtommersøm, at Rival Leaders reelt set kun har et skud i bøssen, og selvom de affyrer det mere gladeligt end en skydegal MAGA-kasketbærende texaner, så er det i sidste ende lige så effektivt som løst krudt.

Lyt til ”originalen”

Er man i humør til syv minutter med punk, man kan bælle øl til og skråle med på, så er Rival Leaders’ Hertug i Helvede det oplagte valg og perfekt til lejligheden. Når tømmermændene så har lagt sig, og Hertug i Helvede får en tur mere på anlægget, så er det en utrolig repetitiv gang bodegapunk, der meget hurtigt overskrider sin besøgstid, og det er indlysende, at The Exploited havde været et bedre valg.

Tracklist

  1. Hertug i Helvede
  2. Bomberegn
  3. Under the Influencer

Tilføj kommentar