Rise Against kan stadig, men er blevet lidt blød i den.
Punkrock og vegetarmad
Det velkendte PETA-band Rise Against har igennem årene fået samlet sig en god fan base, ikke blot blandt musikelskere, men sågar også blandt demonstranter over hele verden. De startede ud i 1999 under navnet Transistor Revolt, hvor de udgav EP’en Transistor Revolt, men skiftede navn i 2001 til Rise Against. I starten var Rise Against signeret til Fat Wreck Records, hvor de udgav The Unraveling (2001) og Revolutions Per Minute (2003), som gav dem meget opmærksomhed i undergrunden. Det var først da de udgav Siren Song of the Counter Culture igennem Major Label Geffen, at gruppen fik en større mainstream indflydelse.
Bandet har udviklet sig meget igennem årene og har suppleret med til den moderne punk-musik, men også til demonstranter og demonstrant-organisationer. Alle i bandet er vegetar og, bortset for tromme slager Brandon Barens, er Straight Edge (hverken drikker eller tager stoffer). I2009 blev Rise Against stemt til ’mest dyrevenlige musikgruppe’ af PETA.
Deres musik har tit og oftest en rettere melankolsk undertone om, hvor slemt det står til i vores verden, med hensyn til slagtning af dyr og diskriminering af menneskerettigheder. Det er dog mikset med en hvis rebelsk aggressivitet, hvilket gør, at man stadig kan rocke ud til det. Deres nyeste udkast er albummet The Black Market, som nok skal give indblik på verdens nuværende situation.
Mindre punk og mere følelse?
Åbningsnummeret ’’The Great Die-Off’’ har storstilet åbning, som mange bands får senere hen, når de er ved deres storheds tid, hvor musikken skal være mægtig og mastodontisk. Sangen går derefter direkte hen i det stereotype hoppe-tempo, som man altid finder i punk-musikken. Guitaren kører i typiske punk-akkorder og bassen har en slagkraftig fremtrædning, alt imens omkvædet går over i stor stil med teksten ’We want it all and we want i now’ Her bemærker man kraftigt deres aggressive personlighed og rebelskhed. Samme stil og opbygning finder man i næste sang ’’I Don’t Wanne Be Here Anymore’’: Episkhed, hoppe rytme, aggressivitet, osv., men uden helt at blive ensformigt som sådan.
Der er dog også sange som ’’Tragedy + Time’’, som ligefrem virker glad og måske minder mere om den mere mainstreame sommerpunk-bølge. Så det virker som om, at den triste undertone om verdens grå-agtige billede er på vej mod glemselen, men rebelskhed er der stadig noget af. Nu er det jo også punk, måske nogle få hardcore elementer, som Rise Against spiller, men deres grå og triste facade virker til at være på vej mod sommer-gejl og håb. Der er masser af hoppe-rytmer i deres sange, som der er i alt punk musik, men der er også rytme- og stilskift i enkelte sange, hvis man f.eks. lytter til ’’The Black Market’’ eller ’’Zero Visibillity’’, hvilket giver lidt mere variation og spænding på albummet.
Rise Against har givet lidt variation med rytmeskift og med en mere håbefuld undertone på deres nye stil, men har undervejs tabt deres råhed og rebelskhed. De aggressive toner fra f.eks. Siren Song Of The Counter Culture er væk og der skal nu være plads til perfekte toner og følelser. Er Rise Against på vej til at blive et sommerpunk band? Man begynder lidt at savne det vilde dyr de havde under Appeal to Reason og punk skal jo ikke være perfekt (overhoved ikke!). Der kan altid være plads til forbedringer, men punk skal være beskidt og behøver ikke være lige i skabet. Det virker derfor til, at Rise Against prøve at henvende sig til en mere mainstream fanbase, i stedet for deres trofaste fans og demonstrant-følgere.
Nyt og og pænt, men ikke så punk
The Black Market kan ses som forbedring, da kvaliteten synes bedre og det hele lige i skabet, men det virker også som en afkørsel fra punk. Deres udvikling har givet deres musik en renere lyd, men har også gjort den mere blød, således, at hardcore-elementerne er mindsket. The Black Market er ikke blevet mere poppet per se, men alligevel lidt, hvilket gør det en anelse mindre spændene. Det kan være, at Rise Against sigter mod et bredere publikum, men mister undervejs deres rå og velkendte stil. The Black Market forekommer derfor, som noget mere festligt punkmusik, i forhold til deres gamle stil med opråb om oprør og tid til aktion. Hvad der skal blive af Rise Against i Fremtiden vides ikke, men det kan håbes, at de tager lidt fat i deres gamle rødder igen.
Her er den stærke musik video til nummeret I Don’t Wanna Be Here Anymore.