Hvor vil I nu hen, Rise Against?
De fire herrer fra Chicago melder sig endnu en gang på banen, denne gang med deres ottende album. Bandets to første albums var meget punk-hardcore, og gik derfor lidt under radaren, men det ændrede gruppen på med deres tredje album. På Siren Song Of The Counter Culture var der pludselig akustiske sange og mere rock, hvilket førte til et mainstream gennembrud. De tre efterfølgende albums fulgte denne formel med stor succes. Deres syvende album, The Black Market, virkede dog lidt fastkørt og ganske gennemsnitligt, så bandet har nok følt sig lidt presset op til den nye skive. Wolves byder i hvert fald på meget få overraskelser.
Teksterne er skarpe som altid. Musikken halter derimod en smule efter
Pladen kommer ellers flyvende fra start med titelnummeret, som må siges at være et af pladens stærkeste numre. Her formår Rise Against at kombinere deres høje tempo fa de tidlige år med deres gode melodier fra de senere. Det er sange som disse, som gamle såvel som nye fans af bandet kan samles om, og som giver alle bandets lyttere en tro på, at de ikke nødvendigvis har deres bedste tid bag sig. Det burde i det hele taget være optimalt for gruppen at udgive et album netop nu, hvor Donald Trump for nyligt har vundet valget i USA. Han leverer i hvert fald masser af materiale til så politiske bands som Rise Against, og selvom sangen ”How Many Walls” ikke handler om Trumps mur specifikt, har den nok haft en del indflydelse på nummerets tilblivelse. Teksterne er meget, hvad man kan forvente. Der blæses til kamp imod klimaforandringerne på ”Parts Per Million”, klages over Amerikas forfald i ”Mourning In America” og opfordres til fred og sammenhold på ”How Many Walls” og ”The Violence”. Pladens udfordring er snarere, at den vil lidt af det hele og derfor lander midt i ingenmandsland. Bandet har forsøgt at genfinde noget af aggressiviteten fra de tidlige dage og samtidig bevare de gode melodier. Idéen er god nok, men det lykkes bare langt fra altid. Åbningsnummeret ”Wolves” er vel egentlig den eneste gang, hvor dette forsøg går op i en højere enhed. Bandet har større succes med de mere rockinspirerede numre som ”The Violence” og ”Bullshit”, hvor melodierne får lov til at bære energien hjem. For mange sange på skiven består af guitarriffs og melodier, som hurtigt er glemt.
Det er okay at spille sikkert, men man håber på mere fra Rise Against
Efter The Black Market har Rise Against så afgjort spillet til deres styrker og løbet meget få risici. Det er faktisk kun i den sidste halvdel af de to vers af ”Bullshit”, at bandet afviger det mindste fra deres faste formel. Her får vi reggaeinspireret guitar, og det fungerer supergodt. Bandet har også tidligere vist, at de mestrer elementer fra flere genrer med nummeret ”Entertainment” fra deres fjerde album, og det kan derfor ærgre, at bandet ikke forsøger sig mere i denne retning. Derudover er bandet også ved at blive lidt mere runde med alderen. Afslutningssangen ”Miracles” slutter med sætningen ”We Are The Miracle” med henvisning til, at vi som befolkning er det virkelige mirakel og forskellen i samfundet. Det bliver derfor spændende at se, om bandet anerkender og omfavner dette, eller om de fortsat vil forsøge med denne halvhjertede aggressivitet. Med denne nye plade har Rise Against i hvert fald levet en mellemting, som indeholder både en håndfuld gode sange, og lige så mange, som hurtigt vil gå i glemmebogen.
