Psygnosis - Human Be[ing]

Human Be[ing]

Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Death metal
Spilletid:64.08

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Introduktion

Psygnosis er et fransk band, der spiller eksperimenterende progressiv dødsmetal. På deres kun anden udgivelse gøres voldsomt brug af elektroniske elementer og klip fra diverse film og spil. Jeg køber de voldsomme ambitioner og de til tider flot designede lydlandskaber fra en fremtid, der kan blive et mareridt for enhver jordling, men metallen – når den er der – er ganske enkelt for fantasiløs.

Undertegnede kan ikke fransk, så nedenstående vurdering er med et kraftigt forbehold for, at jeg ikke har fanget deres vision.

Roadmap til bandet

Lidt netsøgning vil afsløre, at bandet består af 3 mand, der ikke har voldsom erfaring fra metalverdenen: Jérémy Tissier (bass), Anthony Mouchet (guitar) og Rémi Vanhove (guitar, samples og programmering). Bandet mistede tilsyneladende deres vokalist, Yohan Oscar, ifølge franske hjemmesider i 2014. Så hvis man har et godt strubehoved og kan lidt fransk, skulle der nu være mulighed for at komme på vognen og spille lidt prog-death!

Hvad er vi ude i her?

De enkelte numre er bygget op som stemningsfulde scener, hvor lyden af brutal død i virkeligheden kun er en mindre del. Elektronisk musik og klip fra film og spil danner sådan set rammerne på denne udgivelse. Jeg vil tro, at de elektroniske dele fylder op til 50 % af det samlede output.

Her skal fremhæves et nummer som Silent, som indledes med lidt god heavy og ender i Chaplins tale fra filmen Diktatoren (1940).  Det er svært ikke at blive grebet af den meget stemningsfulde indpakning af den helt geniale tale, hvis budskab – desværre - nok må siges at være evigt relevant blandt menneskets børn.

Vurdering

Jeg kan lide, at bandet har en ambition om at advare mod fremtidens mange grusomme scenarier og ikke - som mange nordiske bands - tyr til fortiden for at få inspiration. Jeg synes også, at de elektroniske elementer virker godt og sætter en eftertænksom dommedagsagtig stemning, der forstærker oplevelsen af den mere traditionelle død, de også spiller engang imellem. I de bedste momenter bliver jeg oprigtigt grebet af bandets vision og får en oplevelse af, hvor akut en situation, verden på mange områder står i. Og det er flot klaret!

Jeg må dog nok ærligt - og lidt ærgerligt – indrømme, at jeg ikke synes, at deres heavy holder. Når de endelig spiller for fuld udblæsning, er det ikke særligt interessant – især ikke efter mange gennemlytninger. Der er dog enkelte elementer af djent, som svinger ret fedt. Lyt eksempelvis til Resurrection nedenfor. Men der er for lidt af det fede, svingende død i det store og stemningsfulde lydbillede. Hvis jeg skal skære ind til benet, vil jeg sige, at jeg er mere interesseret i bandet som dygtige, elektroniske samplere med elementer af heavy end som heavyband. De ville formentlig være super til at sætte elektronisk lyd på Blade Runner 2!

Jeg vil alligevel anbefale, at lytteren gør sig sin egen oplevelse af denne ret unikke og stemningsfulde plade. Bandet har flere steder på nettet lagt Human Be[ing] gratis ud på diverse streamingtjenester.

Tracklist

  1. Phrase 6
  2. Resurrection
  3. Lost in Oblivion
  4. SilƎnt
  5. SilƎnt part.2
  6. Δrowning
  7. Hurricane