Renere power metal skal du lede længe efter

Intro

Primal Fear er et tysk powermetal band, der blev dannet i 1997 af en tidligere Gamma Ray forsanger og en tidligere Sinner bassist. De udgav allerede deres første album i 1998, og siden er det kun gået fremad. De fik dog først mainstream succes med deres album fra 2012, Unbreakable. Nu er efterfølgeren her så, og Primal Fear holder samme stil.

Gennemgang

Vi starter hårdt ud på "King For A Day", med et solidt riff og tonstunge trommer. Det virker super godt og bliver kun bedre, når vokalen begynder. Den passer rigtig godt til musikken, og det resulterer i den helt rigtige "badass"-følelse. Alt dette fuldendes med en rigtig veludført guitarsolo. Vi fortsætter på "Rebel Faction", som har et symfonisk intro, men hurtigt bevæger sig over i samme stil som "King For A Day". Selve sangen går hurtigere og er mere intens, men med et mindre interessant riff. Her er det trommerne, der gør det meste af arbejdet. De drager også meget lidt af, hvad der lyder som Thrash elementer, ind, og det virker rigtig godt. Omkvædet er dog ikke særlig gennemtænkt. Tredje nummer er mere episk. "When Death Comes Knocking" starter med en akustisk guitar og er en hel del længere nede i tempo. Det gør dog ikke sangen kedelig, da det lykkedes Primal Fear at finde et passende niveau. Desuden er guitarsoloen, som tidligere, helt iorden. Resten af albummet er musisk mere eller mindre variationer af de første tre numre. "Alive And On Fire" minder om en blanding af "King Of The Day" og "When Death Comes Knocking", "Never Pray For Justice" minder om en blanding af "Rebel Faction" og "When Death Comes Knocking", og titelnummeret minder om en blanding af "King For A Day" og "Rebel Faction". Der er som sådan ikke noget i vejen med det, da det hele er rendyrket og veludført power metal, og det er en god ting at have en rød tråd, men en lille smule mere variation ville være sundt for Primal Fear. Selve albummets stil minder desuden meget om Unbreakable. Som tidligere nævnt ligger guitarsoloerne generelt på et meget højt niveau, og det er bestemt ikke til at klage over.

Konklusion

Delivering The Black er et rendyrket power metal album i topklasse, og hele albummet er vanvittig professionelt udført. Desværre er albummet nok for rendyrket power metal. Fans af genren vil selvfølgelig elske det, for nysgerrige ikke-power metal fans er der ikke rigtig noget spændende at komme efter. Desuden minder albummet rigtig meget om forgængeren, og sangene er heller ikke så forskellige. Men hvem vil også risikere at ødelægge noget, der er helt fint? Instrumentalt er der ikke noget at klage over. Trommerne er intense hele vejen igennem, guitaren gør et godt arbejde specielt på guitarsoloerne, og vokalen passer perfekt ind. Som sagt før, vil fans af power metal elske Delivering The Black, mens folk der ikke interesserer sig for genren ikke vil finde så meget spændende her.

When Death Comes Knocking er efter min mening ikke det bedste valg som single.