Så er de smukke tjenestepiger på gaden med deres trettende studiealbum, og det første siden Wake Up To The Real World udkom i 2006. Horsensdrengenes tidligere albums er alle blevet slidt op i min cd-afspiller, men de nyeste (altså fra 1999 og frem, hvor bliver tiden dog af?) har ikke formået at imponere mig, og står næsten uspillede i reolen. Derfor er det med lige dele glæde og mistro, at jeg læser at Pandemonium skulle være deres bedste album siden Future World. Mistro, fordi man trods alt har hørt hundrede vis af gange fra forskellige bands, at deres nyeste album er deres bedste i mange år, og at det nye materiale er som taget ud af bandets (svundne) storhedstid. Glæde, fordi tænk hvis det nu er rigtigt.
Pandemonium (der er dæmonernes by, og hovedstaden i Helvede i følge den engelske digter John Miltons bog Paradise Lost fra 1667) starter med et klip fra en Obama-tale, om vores miljøproblemer, hen over et tikkende ur, der giver det hele en fornemmelse af, at tiden er ved at løbe ud. Efter denne lille intro går titelnummeret "Pandemonium" i gang på bedste Pretty Maids-manér, med keyboardindpakket metal, og jeg rocker straks med. Efter den tunge (efter PM’s standard, vi snakker ikke Bolt Thrower her) og alligevel melodiske "I.N.V.U." og den dejlige "Little Drops Of Heaven" (første single-udspil) står det klart for mig, at der muligvis er noget om snakken. Dette kan faktisk være det bedste Pretty Maids bedste album i lang lang tid.
Albummet fortsætter i samme stil, og det ene gode nummer afløser det andet. "One World One Truth", "Cielo Drive" og "It Comes At Night", for bare at nævne nogle stykker. Ikke ét eneste dårligt nummer på cd’en, omend intensiteten og interessen daler lidt sidst på albummet. Dette er Pretty Maids tilbage i fordums storhed, med det bedste album siden Jump The Gun, hvis du spørger mig. Et mesterværk af et album der fortjener samtlige 9 kranier det får.
Kommentarer (2)
KristianI
Indlæg: 4
Hej Stampe
Hej Stampe
Det lyder rigtigt lovende. Fansene er også vilde i bukserne og kan snart ikke vente til udgivelsen.
Man kan høre samples af det nye album her:
http://www.heavyharmonies.com/cgi-bin/glamcd.cgi?BandNum=396&CDName=Pand...
(30 sek. af hver sang)
Jeg tror godt vi kan glæde os :-)
Mvh. Kristian
JugsEater
Tidligere anmelder
Indlæg: 21
Helt enig, Stampe! Efter min
Helt enig, Stampe! Efter min mening den fedeste skive de har smidt, siden Carpe Diem. Ser frem til næste live-gig min øjne og ører falder på...
JugsEater gav Pretty Maids - Pandemonium 9/10.