Pounder - Breaking the World

Breaking the World

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Hard rock
Spilletid:34:38
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Harvey metal

Jeg kunne have svoret på, at vi anmeldte Pounders debutalbum Uncivilized i 2019, men jeg tager beviseligt fejl. Dannet i 2017 af Matt Harvey (Exhumed, Gruesome med flere), Draper (Carcass, ex-Primitai, ex-Savage Messiah) og Corredor (Nausea) med ét enkelt formål: spille rå og svedig heavy metal uden andre hensyn end sjov og ballade, øl og smøger. Det er de langt fra ene om, naturligvis, men på den anden side bliver man heller aldrig træt af 80’er heavy metal-klassicisme. Vel? Nej. Så skænk dig en fadøl, gro en manke og vis guldtænderne frem.

Spiller på svaghederne

Rent stilmæssigt stod musikken skrevet i aviserne i 1983 – lige fra begyndelsen er der rytmiske guitarriffs spillet i 4/4 tilsat melodiske fraser, som ofte harmoniseres med tertsen. Gruppen omfavner desuden inspirationer fra amerikansk firserrock, hvilket udmønter sig i et par storladne hymner med lyse korstemmer og deslige. Tempomæssigt drives albummet frem i midtertempo eller højere, mens trommesættet serverer adskillige springende rytmer, som strengene kan galoppere henover. Standardstrukturen regerer, men kontraststykkerne spædes tilpas op med tricks og overraskelser, til at musikken ingenlunde er tarvelig. Således skubbes sanglængderne op på fem velvoksne minutter, og med syv numre når albummet en velbeskåret spilletid på knap 35 minutter.

Det største kritikpunkt, akkurat som på debutalbummet, er Harveys vokal. Harvey tager sig fremragende ud i sine dødsmetalbands, men øhm, der behøver han heller ikke ramme en tone, for slet ikke at tale om at bære et rockomkvæd. Ret beset er det svært at øjne nogen af vokalmelodierne – det står ikke engang klart, om Harvey selv har en klar idé om, hvordan vokalens melodi skal lyde. Teknikken er heller ikke videre kraftfuld, og det er svært for mig ikke at tænke på de dusinvis af retrospektive heavy metal-sangere, der kort og godt er bedre til at synge.

Men ser man bort fra vokalen, spiller trioen en gedigen gang heavy metal med alt, hvad det indebærer. Åbningsduoen bringer ligefrem og yderst medrivende heavy metal-riffing med ligefremme omkvæd. Til min smag læner albummet sig for tungt ind i USA’s hårdrockbølge fra og med omkvædet i 3’eren, med adskillige deciderede rockomkvæd som fremviser gruppens svaghed på bekostning af deres styrke. Mere specifikt, så nedtoner rockindflydelserne guitarerne alt, imens de stiller større krav til vokalen – krav, som ikke bliver indfriet. Næstsidste ”Give Me Rock” klarer sig værst af alle; dybest set en rocksang tilsat et enkelt heavy metal-riff, hvis kontrast til det afsluttende heavy metal-nummer fortæller alt om, hvad gruppen gør godt, og hvad de gør skidt.

Bryder ingen baner

Breaking the World bringer absolut ingen overraskelser, hverken positive eller negative, og jeg havde heller ikke forventet nogen. Vokalen er som den er; hvis gruppen ville ændre på noget her, havde de gjort det efter debutalbummets kritik. De mest vellykkede numre holder sig til heavy metal, men det kan have lige så meget at gøre med min personlige smag som kvaliteten. Hvorom alting er, så lyder gruppen mest inspirerede, når de dunker afsted med ligefrem heavy metal frem for at forsøge sig med arenarockerne. Sidstnævnte ville muligvis fungere, hvis man havde krydsningen mellem Bon Jovi og Springsteen på vokal, men det er langt fra tilfældet.

Tracklist

  1. Spoils of War
  2. Breaking the World
  3. Hard Road to Home
  4. Never Forever
  5. Hard City
  6. Give me Rock
  7. Deadly Eyes

Tilføj kommentar