Ghost in the machine?
Er der en ånd i maskinen, eller er det blot en sjæleløs samling tandhjul og møtrikker? Det er spørgsmålet på sangeren Poppys 11. fuldlængdealbum. Hun begyndte sin karriere som et YouTube-fænomen direkte fra The Uncanny Valley Of Dolls. Hendes robotdukke-karakter fremstod som en urovækkende sammensmeltning af det menneskelige og maskinelle, lang tid inden AI indtog alle debatfora. På Empty Hands genbesøger Poppy denne karakter, dog med friere tøjler under en anden producer, Jordan Fish. Fish havde ligeledes fingrene i maskinen på forgængeren, Negative Spaces, og bidrager med inspiration fra metalcorebands som Bring Me The Horizon og Architects. Jeg var relativt glad for netop Negative Spaces og moshede bogstaveligt talt skoene af, da Poppy gæstede Copenhell. Spørgsmålet er, om poprockrobotten Poppy efterhånden er blevet rusten eller stadig kører som smurt.
Vredens gudinde har taget en chill pill
Albummet begynder med en slet spildt chance for en pun, da “Public Domain” kunne have heddet “Poppy Domain”. Det er ikke det eneste, der er galt med sangen. Vokalen lyder forvrænget med en robotagtig klang af rusten auto-out-of-tune. Den virker rodet med atypiske spring, og svejsningerne mellem de forskellige metalgenres elementer er så usammenhængende, at det hele falder fra hinanden i et larmende rabalder af en skrotbunke. Poppy har på “Public Domain” udskiftet både sin rene, bløde vokal og hæse screams med en metallisk messen, der klinger hult. Det resulterer i et lydbillede, der forekommer lige så sjæleløst og mekanisk som den robot, Poppy foregav at være.
Hun viser på “If We’re Following The Light” og “Time Will Tell”, at hun er særdeles hjemmevant i dream-poppens drømmeland, der byder på enkelte mareridt, når skriget gennembryder skønheden. Som et samlet hele forekommer sangenes kompositioner dog næsten identiske, blot med en mindre ombytning af de musikalske byggeklodser. Der er grænser for, hvor mange gange man kan slippe afsted med at skrive det samme nummer, og mellem “Blink” og “Ribs” lagde jeg ikke mærke til, at sangen var skiftet. Mens Poppy tidligere ofte eksperimenterede med og varierede sit lydbillede, maler hun på dette album blot det samme motiv på forskellige lærreder. Amy Lee satte sit klare præg på Poppy efter deres samarbejde, og det var ikke gavnligt for nogen af dem.
Poppy er bedst, når hun er vred, men på Empty Hands forekommer hun højst mildt irriteret. Som vredens gudinde besynger Poppy endelig igen verdens uretfærdighed på “Dying To Forget” og “Empty Hands”. Disse numre udgør højdepunkterne på et lavlandet album, men det er ærgerligt, at man skal vente så længe på at finde noget, der minder om metal. I det hele taget bliver albummet som helhed fint opsummeret med titlen på nummeret “Constantly Nowhere”, for det er komplet blottet for fremdriftskraft. Vi bevæger os i tonedøv tomgang til tonerne af en middelmådig vocaloid. “Constantly Nowhere” er ydermere et intetsigende interludium, der kunne være undværet ‒ ligesom flere af albummets sange, da det ville have gjort sig langt bedre som en koncis EP.
En genfødsel er ikke altid gavnlig
Hvis man udskifter en motor møtrik for møtrik og erstatter dem med identiske vragdele, har man da bygget en ny maskine eller blot en klon af den forhenværende motor? Poppy har forsøgt at genopbygge sit tidligere selv på Empty Hands og har således skabt en nypudset gentagelse af fortiden, blottet for nyskabelse. Albummet minder i høj grad om hendes tidligere værkers nærmest æteriske dream-pop. Og så alligevel: På disse udgivelser var der nogle småsten i maskinen, som skurrede i tromlen under centrifugeringen af melodiernes sentenser og skabte interessante disharmonier. Empty Hands har tømt maskinens tromle for alle urenheder og således renskuret rytmerne så grundigt, at de glat glider ind ad det ene øre og ud af det andet uden at efterlade sig noget blivende indtryk på vejen. Dog vil særligt titelnummeret, “Empty Hands”, klare sig bragende godt til en livekoncert. Den byder på al den vrede, indignation, energi og slagkraft, som man ledte forgæves efter på resten af pladen. Selv et lille pig squeal bliver det til, og jeg vil med glæde two-steppe mine sko i smadder til dette nummer. Hvis resten af albummet havde haft samme niveau som “Empty Hands”, havde det nærmet sig de otte-ni kranier. Sådan skulle det dog ikke blive.
