Fox Lake

De kommer fra Denvers pastelfarvede perlerække af søndagsskoleprægede hjem. Her klippes både græsplænerne og sindenes fritænkning med millimeterpræcision, mens børnene lærer at frygte både Gud og Satan. Nu metal-bandet Fox Lake har med magt måtte vride sig fri af konformitetens spændetrøje, og denne aften kunne man stadig mærke varmen fra deres brændende harme mod systemet. Inspirationen fra klassiske nu metal-kolosser som P.O.D. var tydelig, mens de stadig satte deres eget præg på musikken. Det var ikke verdens største nybrud, for man kunne med med rette beskylde genren for at være stagneret i fordums velmagtsdage. Men hvorfor også genopfinde hjulet, når nu det kører som smurt? Fox Lake havde alt, hvad man kunne drømme om: bundtrawlende baslinjer, der fik hjerteklapperne til at klapre i takt. En vokalist, hvis hæse hundebjæffen glammede hardcore one-liners ud over masserne. Taktfast two-step, en massiv moshpit og crowd-surfers. Min sjæl, hvad vil du mere? 

Jo, min sjæl ville gerne have ønsket lidt bedre lyd, for denne forekom som ofte i Vega en anelse mudret, så guitaren blev glemt i lydbilledet. Vokalen ville ligeledes være druknet i lydmudderhavet, hvis det ikke var for vokalist Nathan Johnsons kraftpræstation for at kæmpe sig ud af det soniske kviksand. Trommesættet var hele scenens samlingspunkt, hvor både klassiske rytmer og nye takter blev slagtet med synkoperede nakkeskud. Vi blev dirigeret med trommestikkerne, hvis omdrejninger i luften oppiskede en centrifugerende circlepit. Det var imponerende, hvor velvilligt publikum kastede sig mod hinanden, i betragtning af at Fox Lake var aftenens første opvarmningsband. Resten af bandet leverede en klassisk nu metal-præstation med hardcoreelementer. Meget søndagsskole var der ikke over Fox Lake, og gud ske lov for det!

8/10

Ocean Grove

Gud må have drukket lidt for meget spiritus sanctus, da han skabte Australien. Den australske fauna favner mangt et fascinerende bæst, og alle landets skabninger virker, som om de protesterer mod naturlovene ved deres blotte eksistens. Næbdyr, koalaer, savtakkede reptiler, saltvandskrokodiller og Ocean Grove er blot nogle eksempler på Australiens bizarre dyreliv. Bandet fra Melbourne spiller nu metal fra en tid, da ungdommens drømme endnu ikke var svundne, og ens fremdrift i livet kun blev tynget ned af murstensmobilens vægt i bukselommen. Det er noget af et nostalgitrip, når Ocean Grove på sange som “MY DISASTER” rammer nerven fra 90’erne og de tidlige 00’ere. Ved koncertens første akkorder blev jeg overskyllet af en overraskende bølge af håb. Jeg har tidligere forholdt mig relativt kritisk til deres album Oddworld, og et øjeblik ramte den utænkelige tanke mig: Havde jeg taget fejl? Var Ocean Grove i virkeligheden Guds gave til nu metal-fanskaren? Men så begik Ocean Grove helligbrøde ved at hælde noget langt værre end malurt i bægeret: metalcore. Og endda en udvandet en af slagsen med lange energifattige sentenser og clean vokal. Forsanger Dale Tanners skønsang blev tværet ud i det mudrede lydbillede, der ikke var udbedret siden Fox Lake. Ind imellem kom der et par solide riffs fra guitarist Sam Bassal. Her spirede det spæde håb for forbedring igen frem, blot for at blive mejet ned af metalcorens mejetærsker. Det var kærkomment, når ånden fra 90’erne af og til spøgte, men generelt var koncerten desværre relativt åndsforladt. Ocean Grove var ikke i sig selv dårligt, men heller ikke videre interessant. Det vil lyde bedst som baggrundsmusik eller lyttet til med et halvt øre, for det ville være en skam at bruge et helt.

6/10

Poppy

Bevis din menneskelighed

Følger din tankevirksomhed stadig menneskelige mønstre, eller har algoritmerne overtaget dine nervebaners synapsekompleks? På diverse hjemmesider bliver vi konstant bedt om at bekræfte, at vi ikke er robotter, men hvordan kan vi efterhånden være sikre? Mens kunstig intelligens har taget over, savner man af og til menneskelig dumhed. Stupiditet er dog ikke Poppys brand. Hendes selvfremstilling denne aften udstrålede en kunstig menneskelighed ikke ulig den androideagtige computerpersona fra hendes tidlige YouTubedage. Poppy har ellers tidligere opponeret mod den Mars Argo-agtige persona, som hendes tidligere producer Titanic Sinclair fik hende til at spille. Nu virker hun dog fuldt ud til at have omfavnet den. Spørgsmålet er, om hun stadig kan klikke på den boks, som beviser, at hun er menneske.

Varulvs-chihuahuaen bider 

Poppy indtog scenen, som en deus ex machina indtager historien som en Gud i narrativets maskineri. Projektørerne blødte rødt over salen under “Blood Money”, og badet i lysblod som et hav af Carries kastede publikum sig enten hovedkulds ud i moshpittens hvirvelvind eller sendte nakken i hovedløs headbanging. Poppys ældre numre som dette samt det nyere samarbejde med Bad Omens, “V.A.N.”, var koncertens højdepunkter. Hendes nyere materiale besad dog ikke den samme energi, og til tider fyldte den sukkersøde babystemme så meget, at man næsten glemte, at hun også kan growle. Heldigvis var hun vaks til at minde en om det, og Poppys stemme vedbliver at imponere med sine hæse screams. Hendes vekslen mellem skrig, growls og skønsang er som at opleve en chihuahua forvandle sig til en frygtindgydende varulv. Kontrasten er effektfuld og en del af det, der har været fremdriftskraften bag Poppys ræs mod toppen. Derfor er det også ærgerligt, at de poppede sentenser udvander den alternative metal på hendes nyere materiale. Det stak hul på koncerten og fik energien til at forbløde, så man mod slutningen blev lige så træt, som Poppy fremstod efter sin lange tour. I fremtiden kan man håbe på, at hun genfinder den gamle energi og harme imod et system, hvis algoritmer hun nu selv har indlejret sig i. Det begyndte på albummet Am I A Girl? som en protest mod folk som Sinclair og en kunstfærdig stikpille til det parasociale samfund på de sociale medier. Nu virker det mere som en farce. Poppy er blevet det monster, hun kæmpede imod, og jeg savnede den rebelske energi, som hun stadig besad, da jeg så hende på Copenhell. Der var intet at udsætte på det instrumentelle, og Poppy dominerede scenen med gadedrengeløb og suggestiv twostep. Alligevel var det, som om noget manglede: en uhåndgribelig følelse af ægthed og nærvær. Poppys image skinner velpoleret, og hun ved tydeligvis, hvad hendes fanskare vil have, men der mangler rust og råhed. Det var ikke helt væk, og Poppy spillede stadig upåklageligt. Koncertens gode momenter vejede i den grad op for dens mangler, og som et samlet hele leverede Poppy et fejlfrit produkt. Jeg ville blot ønske, at det virkede mere som et passionsprojekt og mindre som en veleksekveret vareleverance.

8/10