En musikalsk centrifuge
Myrkur er ikke den eneste kunstner på pladsen i år, der har en fortid inden for popmusikken. Poppy debuterede i 2016 med et, med vilje, søvndyssende album, 3:36 (Music to Sleep To), og med hendes aggressive Negative Spaces fra sidste år er det tydeligt, at der sket en del. Fra androgyn drømmepop til en Grammy-nominering for bedste metalpræstation har hun haft mange forskellige hatte på gennem årene.
Det korte af det lange er, at hendes musik, hendes udtryk, hendes tilstedeværelse og talent for at kombinere blastbeats med bubble gum-pop går op i en højere enhed. Hendes engleblide vokal er blot et skalkeskjul for en kvinde, der lyder, som om hun for længst har fået nok. Apropos fået nok, så var åbneren “have you had enough?” et direkte ormehul til dengang, jeg ikke kunne få nok af Garbage, men krydret med tunge, langsomme riffs og et brøl, der lyder, som om det hører til nogen, der fylder mere på en scene.
Kawaii-metal
Hun så særdeles sød, næsten harmløs ud, som hun spankulerede rundt på scenen, så hjemmevant, som var det i hendes egen stue. Hendes poprødder skinnede igennem i hendes måde at bevæge sig på, der var ikke meget metal over hende – indtil der pludselig var. De respektive kontraster nåede at skifte så mange gange i løbet af et nummer, at jeg knap nåede at danne mig over, hvilken genre hun nu havde fusioneret popmusikken med.
Især “Anything Like me” var særdeles underspillet. Den blide og bløde intro gled langsomt over i, hvad der smagte utroligt meget af Marilyn Mansons “Beautiful People”, mens bassen hamrede taktfast ud over et tilbedende publikum. Hendes vokal skiftede ubesværet mellem en flabet hvisken og en umådeligt beroligende stemme, og jeg faldt i svime over hendes absolut maniske skrig midt i nummeret.
Apropos, “the center’s falling out” afslører, at den fortærskede stereotyp om den såkaldte manic pixie dream girl ikke passer på Poppys særlige form for ufiltreret charme. Vi nærmer os i stedet en deprimeret goblin mareridtskvinde, der vil blæse metallens efterhånden konforme dogmer et meget langt og for nogle forvirrende stykke.
“Scary Mask” understregede, at min nyfundne begejstring for konceptet Poppy, bestemt ikke er malplaceret. Vi blev serveret fløjlsblød popmusik, melo-døds-guitar-lir og i midten af det hele stod Poppy. “Concrete” blandede én del Babymetal, én del pop-punk, som vi kender den fra 00’erne, med én del tunge og langsomme chugs, og resultatet blev en radioaktiv og særdeles bidsk Power Puff-pige, der uden at anstrenge sig synderligt nåede helt op på bakken. Det hjalp også på formidlingen, at Poppys medbragte musikanter lagde sig i de sorte seler. Jeg er billigt til salg for et godt chug leveret af en mand i skimaske, åbenbart, for jeg var imponeret over, hvordan de formummede mænd kunne matche Poppys både voldsomme og skrøbelige energi.
Rend mig i traditionerne
Fair skal være fair: De metalliske indslag var ikke voldsomt nyskabende og fokuserede mest på at være den brutale modpol til de skrøbelige toner. Men hvad betyder det, når musikken spiller, solen skinner, og publikum har hoppefest på Hades. Nytænkende eller ej, de mange forskellige slags metal i hendes repertoire gjorde, at det aldrig blev kedeligt eller forudsigeligt, og jeg forlod pladsen euforisk over hendes piskesmældsmetal, der kun glimtvis blev påvirket af, at vi trods alt befandt os udenfor.
Hvis man kun kender hende fra ‘gamle dage’, kan jeg snildt forestille mig, at hendes udvikling de senere år har drevet en kile mellem kunstner og fans. Men det er alle forundt at søge nye græsgange, og det kan man roligt sige, at hun har gjort. Sådan kunne jeg fortsætte side op og side ned om de enkelte numres fortræffeligheder, men med så meget indhold komprimeret i bare et enkelt nummer ville det blive en meget længere anmeldelse.
I sidste ende synes jeg, det var en effektiv sætliste, der understregede Poppys talent for at kreere et sammenhængende produkt ud af rigtig mange løsdele, som var det en pose LEGO uden samlevejledning. Og publikum? De labbede det i sig uden forbehold. Det understregede blot min teori om, at inde i enhver metalfan bor der en kæmpe poptøs M/K/NB.
DISCLAIMER: Bandet havde frabedt sig fotografer til deres koncert. Derfor er der desværre ingen billeder fra aftenens show.