Når tragedie indtræffer
Med et årti på bagen er Polaris efterhånden nogle erfarene herrer. Tilbage i 2014 udgav de deres debut EP Dichotomy, som blev opfulgt af langspilleren Mortal Coil i 2017. Den fantastiske opfølger The Death of Me kom dernæst i 2020, og var et drastisk skridt i den rigtige retning for gruppen. Nu er tiden så kommet til Fatalism, som er kulminationen på et årtis arbejde og en afslutning på en trilogi, som mange har ventet på. Hvad der dog skulle have været en fejring, blev desværre på kort tid til en tragedie, da bandets unge guitarist Ryan Siew døde efter længerevarende sygdom i en alder af blot 26 år. Polaris afbrød som selvfølge deres 2023 Europa-turné, og bearbejdede tabet af deres ven i hjemlandet. De resterende medlemmer gik i tænkeboksen for at fundere over, hvorvidt Fatalism rent faktisk skulle udgives, da Siew var en stor del af det i forvejen optagede materiale. Efter lang overvejelse valgte de at forsætte køreplanen for albummet og annoncerede, at deres tredje metalcore-udgivelse, skulle ses som en hyldest og svanesang for deres afdøde ven.
Trilogien fuldføres
Rejsen fra deres første EP til fuldførelsen af trilogien har været lang, men heldigvis også det hele værd, for Polaris har forbedret sig på samtlige punkter siden debuten. Sammenlignet med deres tidligere jeg’er er de blevet tekniske overlegne både i forhold til diverse instrumenter men også deres vokalister Hails & Steinhauser har dygtiggjort sig. Riffsene er desuden blevet tydeligere og mere fremtrædende fra album til album, og Siews bidrag har aldrig været tydeligere end på hans sidste.
Pladens første store radiovenlige hit ”Nightmare” kommer allerede på skæring nummer to og udover at være lyttervenlig og catchy, er den også poleret og indbydende. ”Overflow” er endnu et højdepunkt, som besidder et mesterligt riff i omkvædet, som bliver bedre og bedre for hvert lyt. Dens opmuntrende stemning står i stærk kontrast til det ellers dystre album og cementeres flot af Steinhausers rene vokal, der dækker en større rækkevidde end tidligere. I løbet af albummet ping-ponger de to vokalister rigtig flot, og selvom Hails’ beskidte vokal får mest løbetid, er der rigeligt af nuancer fra begge. Stilistisk minder sangen en del om ”Savior Mode” af Balance & Composure, og den alternative stil blender godt ind med den gennemførte core.
Anden halvdel af skiven er også spækket med lækre detaljer, og især sangene ”Inhumane” og ”Dissipate” imponerer begge med deres bidske lyrik og fantastiske breakdowns. Selv når Polaris forsøger at eksperimentere som en sand Doktor Frankenstein, slipper de ret godt afsted med det. ”Parasites” er nok det mest tydelige eksempel, der med sin industrielle lyd er mere upoleret og beskidt, end vi er vant til. Produktionen på dette nummer er dog en tand sløret, og sammen med ”Harbinger” falder disse lidt udenfor kategori. Her kan skelnet mellem klinisk og autentisk produktion godt adresseres bedre til næste plade. Pladens femte skæring ”With Regards” er desuden, som at rejse en tur tilbage til urtiden. Nummeret har strippet samtlige elementer pånær punk, og lyder mere som et oversimplificeret Blink 182 nummer, end noget Polaris normalt ville kaste sig ud i.
Fra tragedie til triumf
Tragedie kan ske for os alle i livet. Det kan være svært at forstå og acceptere, og tager vi skridtet videre, så kan det være nærmest umuligt at vende smerten til noget brugbart. Det er dog, hvad Polaris her har gjort – vendt tragedie til triumf. Fatalism er et uhyre klogt album, som formår at vise både bandets fremtid, samt hylde alt, hvad Siew og co. tidligere stod for. Det er skruet op for vildskab, samhørighed, og snilde, og kan sammenlignes med andre fantastiske metalcore-albums såsom For Those That Wish to Exist af Architects og Darker Still af Parkway Drive.
