target
Phil Campbell and the Bastard Sons spiller koncert i Godset, Kolding .
Phil Campbell and the Bastard Sons - We're the Bastards

We're the Bastards

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Klassisk hård rock

Hvordan laver man klassisk hardrock, der ikke lyder, som om det er tyvstjålet fra Led Zeppelin? Ja, man kan jo starte med at have en forsanger, der ikke i alt, hvad han gør, forsøger at lyde som Robert Plant. Netop det, og flere andre ting, lykkedes den tidligere Motörhead-guitarist Phil Campbell rigtigt fint med, da han samlede sine ’Bastard Sons’ og udgav den vellykkede Age of Absurdity tilbage i 2018. Dengang skrev jeg, at Phil Campbell havde ’begået et ægte classic rock-album’, og at det var ’udført i den fine britiske tradition’. Så det er vel ikke for meget at forvente nogenlunde det samme af opfølgeren her i 2020?

Lunken start, men det bliver varmere

Som det absolut eneste på We’re the Bastards er produktionen igen forholdsvis moderne, dog passende beskidt og rusten i kanterne. Det lyder med andre ord nogenlunde, som det skal. At Campbell endnu en gang ikke har haft nytænkning på programmet, kunne man forvisse sig om på først single, der også er albummets første nummer: ”We’re the Bastards”. Her synger familien Campbell, at den hårde rock’n’roll ligger i deres DNA: ’Vi er bastarderne, og vi kommer efter jer!’. Store ord, der forpligter, men et lettere slattent riff og et kedeligt omkvæd lever på ingen måde op til den krigserklæring. Heller ikke selvom Campbell seniors solo som sædvanligt ikke fejler noget. En temmelig lunken start på et album, der i det hele taget trækkes med for mange kedelige og halvhjertede sange fra overskudslageret. ”Riding Straight to Hell” starter egentlig fint med et riff fra Josh Homme-kataloget, men løber ud i sandet. ”Destroyed” med påtagede ’no way, fuck you’-råb rykker heller ikke ret meget. Ikke fake news måske, men i hvert fald fake vrede. Der er for meget af den slags lunken mellemvare på et album, der med sine 53 minutter vel er omkring et kvarter for langt.  

Til det positive hører ”Bite My Tongue”, der har et lækkert melodisk Lenny Kravitz-riff. ”Animals” byder på ægte Motörhead-stemning og en herlig dynamik. ”Son of a Gun” leverer dejlig beskidt bas, højt tempo og massevis af energi. Et herligt riff driver nummeret frem, og man undrer sig over, at det ikke blev valgt som albumåbner i stedet for det slatne titelnummer. Bedst er den tilbagelænede ”Desert Song” med lidt mundharmonika og en lækker em af sydstatsrock. Afslutningen, hvor den elektriske og akustiske guitar spiller samme melodi, er nærmest fremragende. Med ”Waves” får vi endelig et bluesnummer, der viser, at Phil og co. stadig kan mere end gode, henholdsvis halvsløje, rocksange. En lidt mere afdæmpet solo havde nok været passende, men touch er ikke ligefrem Campbell seniors primære styrke. Men absolut en godkendt afslutning på et temmelig ujævnt album.

En kopi af en kopi?

Der skal ikke meget til, før man lyder som en kopi i denne genre, allerværst som en træt kopi af sig selv. Det er der tendenser til her på We’re the Bastards, der således ikke helt lever op til forgængeren. Det er dog stadig bedre end AC/DC’s gennemført middelmådige Power Up, der udkom tidligere i denne måned. Men det er desværre, og efterhånden temmelig ufortjent, Angus og co., der løber med al opmærksomheden.

Tracklist

  1. We're The Bastards
  2. Son Of A Gun
  3. Promises Are Poison
  4. Born To Roam
  5. Animals
  6. Bite My Tongue
  7. Desert Song
  8. Keep Your Jacket On
  9. Lie To Me
  10. Riding Straight To Hell
  11. Hate Machine
  12. Destroyed
  13. Waves
Imusic

Tilføj kommentar