Trve på en anden måde

Der kom hurtigt et væld af (gode) ideer på banen, da redaktionen her på Heavymetal.dk for nogle uger siden diskuterede den kommende AC/DC-udgivelse, Power Up. Hvorfor ikke bare skrive anmeldelsen med det samme, for er det overhovedet nødvendigt at høre den først? Vi vidste jo godt, at den ville være fuldstændig tro mod AC/DC-stilen, som den blev fastlagt i 80’erne. Eller hvad med bare at offentliggøre vores interne chat, hvor vi på bedste elitære og selvsmagende vis kunne rakke ned på både album og band? Men nej, den ide er ret defekt og i øvrigt brugt for nylig andetsteds. Så vi blev enige om, at der ikke var andet at gøre end at vente til udgivelsesdagen, skamlytte den på Spotify i en fart og så, sandsynligvis, atter en gang konkludere, at de gamle drenge stadig ikke er i nærheden af at nå niveauet fra mesterværket Back in Black her 40 år efter. Eller er de…?

Sidste skud i bøssen

Det er naturligvis altid en subjektiv oplevelse, men i 2014 var Rock or Bust, for denne anmelder, en af gruppens bedste udgivelser i over 25 år. Seks år er lang tid, når man er i nærheden af de 70, så selvom veteranerne er tilbage i stærkest mulige opstilling her i 2020, så er de jo altså nu løbet helt tør for Malcolm Young-riffs (RIP). Derfor kunne man op til udgivelsen af Power Up ikke undgå at være lidt bekymret over, om det virkelig ville holde. Første single ”Shot in the Dark” gav dog grund til optimisme, for den havde præcis det schwung, som man forventer af en AC/DC-sang: riffs, der rykker, rullende rytmer og et omkvæd, man, alt efter temperament, ikke kunne lade være med at skråle eller nynne med på. Men er der mere til playlisten end det på Power Up?       

AC/DC er som bekendt verdensmestre i at lave sange, der starter helt forrygende, med deres medrivende og velkendte groove, og der er da også flere eksempler på netop dette på det nye album: ”Rejection” og ”Systems Down” er to sange der begge starter fantastisk, men hvor gassen alt for hurtigt går af ballonen. Og det går igen på hele albummet. Alle sange varer omkring 3:30, har stort set samme tempo og, ikke overraskende, præcis samme struktur. ”Kick You When You’re Down” byder dog på lidt sydstatsrock til en velkommen, men kun delvist vellykket afveksling, for det fremstår temmelig generisk. ”Demon Fire” sætter endelig tempoet lidt op, men hovedriffet er gumpetungt, og man savner en brændende varm Angus Young-solo til at sætte fut i det hele, men vi får kun en fin, hyggelig og dermed temmelig tam en af slagsen. Med klassiske riffs og et herligt omkvæd er ”Money Shot” et af albummets bedre momenter. Her hører vi desuden, at Brian Johnson ikke helt har glemt at være en politisk ukorrekt lummergøj: ”We got a good cure for what ails ya, it won't fail ya. Try the money shot”. Men det lyder desværre, som det her er sidste skud i bøssen.

Det siges, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks, men AC/DC har desværre glemt at kigge dybt nok i værktøjskassen. Hvor blev den langsomme blues af? Hvor er der en solo, der varer mere end 20 sekunder? Hvad med lidt løs jamming eller en sang, der bare fræser derudad og viser Angus Youngs uovertrufne evner? På grund af fraværet af variation er Power Up 100 % afhængig af fede riffs, men de glimrer for det meste ved deres fravær. Det er jo umuligt for en rytmesektion bestående af Phil Rudd og Cliff Williams at lave noget, der ikke svinger, men det samlede resultat er kedeligt, ensformigt og temmelig uinspireret.

En til playlisten, resten til glemmebogen

Når et band med så mægtig en historik og så imponerende et bagkatalog som AC/DC udgiver nyt materiale, så bør fans egentlig stille sig nogenlunde tilfredse, hvis bare 4-5 af sangene har potentiale til at lande på en playliste med alle favoritterne. Power Up har desværre kun en, og vi får endnu en gang ikke svaret på, hvorfor vi ikke bare skal lytte til Back in Black igen. At et band som AC/DC – og deres fans – ikke forlanger mere end det, Power Up leverer, fatter jeg ikke.