Persona Non Grata - Quantum Leap

Quantum Leap

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Prog rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Som man kan læse i vores interview med Winter Crescent, så er den græske progressive metal-scene mere eller mindre en undergrundsaffære. Dog hænder det, at nogle af bands bryder ud af undergrunden, og Persona Non Grata er med deres forbindelse til Massacre Records et af disse.

På "Quantum Leap" fra december 2011 leverer de progressiv metal i samme rille som Dream Theater (dvs. med centrale keyboards og numre, der ikke er helt korte), men med deres eget islet frem for at være endnu en Dream Theater-klon.

Skiven starter ganske vist med et finurligt skævt riff i bedste Dream Theater-stil, men ellers er musikken på "Quantum Leap" meget mere tilgængelig og en del mindre teknisk (dette betyder dog ikke, at vi har med mindre dygtige musikere at gøre), og Persona Non Grata fokuserer lige så meget på melodi og udtryk i deres dynamiske skiften mellem bløde og melodiske stykker og hårde, tunge og til tider groovy stykker. Der er enkelte skæve taktarter og finurlige elementer, men en interessant ting er, at Persona Non Grata viser, at man sagtens kan få nogle spændende ting ud af en god gammeldags 4/4.

Vokalen er kraftig og udtryksfuld og kommer til tider ud i noget Dickinson-agtigt, og det virker faktisk ret godt. Det eneste vokalmæssige, jeg ikke er helt vild med, er de par spoken-word-passager, der er, som ikke holder helt - der bliver simpelthen talt lidt for hurtigt (men det er jo småting). Guitarsoloerne er professionelt udført og teknisk avancerede, men dog ofte melodiske, og rytmesektionen er både solid og fyldt med små interessante detaljer (for eksempel er der både passager med slå-bas og båndløs bas, og så er der masser af små lækre ting på bækkener og hi-hat).

"Quantum Leap" er en af disse progressive metal-udgivelser, der bestemt er sofistikerede, men som også har potentiale til lidt bredere appeal, end mange andre progressive metal-udgivelser.

Tilføj kommentar