Game Over for syvende gang
Game Over har aldrig tidligere været forbi Heavymetal.dk. Og indrømmet, vi er lidt sent ude med håndtrykket: When Darkness Falls er således italienernes syvende studiealbum og lander blot 17 måneder efter foregående Face the End. Bandet placerer selv sin musik i forlængelse af den notoriske thrashbølge fra ’The Bay Area’ med tidlig Metallica, Exodus og Testament som de mest åbenlyse pejlemærker. Den tradition har haft rigeligt med efterfølgere; nu får vi så 10 nye numre fra italienerne, hvor vi skal igennem alt fra dæmonisk besættelse til et frontalangreb på dem, der sender andre i krig. Om vi har forsømt noget væsentligt gennem de første seks albummer, må tiden vise.
Bay Area med italiensk dubbing
“Hollow And Cold” åbner med et dramatisk præludium, der kunne gøre sig glimrende på de skrå brædder. Man er vel italiener. Overgangen til “Two Souls One Flesh” falder dog ganske abrupt, og den forholdsvis melodiske vokal og de fængende plekteranslag griber mere opmærksomhed end selve chokket. Lyrikken lader to sjæle forenes gennem et dæmonisk ritual, inden væsenet mures inde – tilsyneladende uden at lade sig slå ihjel. “Break Away” bytter dæmonen ud med den slags manipulerende magthavere, der sælger krig som pligt og ære, mens andre betaler prisen. Her får trommerne mere plads, og Danny Schiavina synger med en snert af Phil Anselmos sydstatsattitude, men også med en overraskende klar og lys klang. På “Fight For Your Mind” peger riffene sidenhen umiskendeligt mod Testament, selv om hverken Chuck Billy eller Alex Skolnick pludselig har fået udstedt italiensk pas.
Midt i “Scream It Out” lyder spørgsmålet “Have you found your voice?” Det kunne tolkes som en opfordring til at finde sig selv, men på bandets syvende album er det svært ikke at sende et mere presserende spørgsmål retur: Hvem er Game Over, når forbillederne viskes væk? Svaret begynder at tegne sig i måden, italienerne sætter sangene i scene på. “What Fate Brings” afbryder thrashen med et minuts dæmonisk fortællerstemme, lige dele knugende og kitsch. Det er lige så dragende som vores første møde med Antonio Banderas’ Armand i Interview with the Vampire, men den tommetykke italienske accent kan også nemt lokke et smil frem. Som optakt til “Curse Of Strahd” virker det: Det blodsugende bæst er lukket ind. Nummeret sænker tempoet, mens Schiavinas vokal minder os om, at heller ikke Bobby “Blitz” Ellsworth fra Overkill har levet forgæves.
På “Beneath The Ground” tager guitarerne hovedrollen med nogle af pladens mest fængende figurer. Rytmeguitarens korte, huggende anslag trækker i retning af Accepts “Teutonic Terror”; bevares, genren er en anden, men det staccatoprægede drive holder nakken i samme velkendte jerngreb. “Self Denied” giver især leadguitaren plads til at låne fortællingen. Riffs og melodiske hooks når at gøre indtryk på blot tre et halvt minut, og her føles sangen som andet og mere end en samling af de sædvanlige genrekomponenter. Afsluttende “Command To Die” tager sig bedre tid og trækker endnu en film ind i Game Overs verden med et klip fra Et spørgsmål om ære. Det kan ligne en omvej for et thrashband, men efter vampyrer, dæmoner og politisk splid, er det netop sansen for den store scene, der samler pladen.
Sandheden kan vi sagtens håndtere
Game Over har næppe opfundet en ny måde at spille thrash på. Testament, Overkill og de øvrige inspirationskilder er i den grad til at få øje på, men italienerne nøjes ikke med at stille deres pladesamling til skue. Schiavinas spænd mellem rasp og klarhed, de guitarfigurer, der bliver siddende efter “Beneath The Ground” og “Self Denied”, og de teatralske mellemspil giver When Darkness Falls sin egen rytme. Bay Area-thrash møder italiensk dramaturgi og låner til sidst en snas fra den amerikanske filmskat. Og sandheden? Ja, den er jo nok, at vi for længst burde have sat Game Over stævne. Shame, shame, shame on us. Men som distriktsanklager Harvey Dent siger i The Dark Knight: “Good thing about the mob is they keep giving you second chances.” Således gør også disse myreflittige italienere. Helt Game Over bliver vi altså ikke – og heldigvis for det.
