Persona Non Grata kommer fra Grækenland og spiller progmetal i stil med ældre Dream Theater, Fates Warning (pre-"Disconnected"), Redemption osv. med en moderat mørk drejning i retning af f.eks. Evergrey og måske en snert Pain of Salvation i det gotiske hjørne.

Bandets debutalbum, "Shade in the Light" er egentlig o.k. spillet, men produktionen er generelt meget tør og øvelokaleagtig, synes jeg - der kunne godt være gjort lidt mere for både akustik og balance i mixet. Forsanger Bill Axiotis har en meget klassisk prog-stemme, der trækker på inspiration fra Ray Alder i det lysere leje og måske Russell Allen i nogle af de mere rockede fraseringer. Desværre er hans intonation ikke særlig god (lyt f.eks. til "Collision Course", "Fives" eller måske særligt på "Empty Shadows"). I samspil med den ikke helt perfekte produktion kommer vokal-delen af musikken virkelig til at lyde amatøragtig, et indtryk der forstærkes, jo længere man kommer hen på albummet.

Acceptabel teknik til trods, foretager trommer, bas, guitar og keyboard sig absolut intet, der vil overraske en lytter, der kender til de tydelige inspirationskilder. Den funky instrumentalpassage på titelnummeret "Shade in the Light" er da meget cool, men den minder temmelig meget om noget, man kan høre Dream Theater improvisere i søvne (og ødelægges yderligere af et falsk sunget omkvæd lige efter).

Persona Non Grata er upersonlig, middelmådigt produceret metervare-prog med en vokal, der ret ofte er under middel i kvalitet. Det er ikke superdårligt som helhed, men det vil næppe heller få nogen op af stolen (det skulle da lige være for at skifte over til den nye Redemption).