Hvad er mere hardcore end årets gang?
Nu falmer skoven snart trindt om land. Året hælder dybt i sin gang, og snart ødes eng og lund. Alt græs bliver hø, alt liv må dø. Hvert sprudlende grønne, klorofylfyldte blad krøller med tiden sammen i afmagt, og dets sprøde skelet knases snart under tunge vinterstøvler. Det er farvepaletten fra denne årstid, som det aalborgensiske hardcoreband Kōya maler med. De har tidligere beskrevet deres musik som en sonisk symfoni … ikke over de fire årstider, men alene om den del af året, hvor det nordiske mismod vejer tungest, kulden kryber i knoglerne, og man skal tage dobbelt så meget D-vitamin. Eller som digteren Henrik Nordbrandt skriver: november, november, november, november. Denne skandinaviske smerte skildrer Kōya også glimrende på forsiden af deres nye album, Pendulum. Der er både noget sårbart og brutalt over de eroderede kroppe, der slynger sig om hinanden, mens alt krakelerer omkring dem. Således er det en perfekt illustration af bandets musik, der både rummer ømheden og den voldsomhed, der trykker på alle de ømme punkter. Vil det mon kamme over i en af retningerne, så det bliver enten volds- eller følelsesporno ? Eller har de mon fundet noget så sjældent som en gylden middelvej?
En sårbar hardcore-chihuahua
Kōya er efterhånden gamle i gårde … eller sådan føles det i hvert fald efter deres væld af koncerter på Copenhell og al den ravage, de siden har lavet på alskens spillesteder rundt om i landet. Men kan en gammel, træt hardcorehund med hold i ryggen lære nye tricks? Mjah … til dels. Pendulum svinger generelt taktfast i de rytmer, som man kender fra EP’en Fragments. Nu fik den jo også otte kranier, så hvis man har opfundet margretheskålen, er der ingen grund til at prøve andre skålformer, som sikkert ikke ville sælge lige så godt i Imerco.
Men alt er nu ikke helt som det vante. For selvom vandspejlene på både Fragments og Pendulums soniske søer afgiver det samme genskin, så er der stor forskel på, hvilke monstre der gemmer sig under vandspejlet. Vi fik et kig ned i dyndets dyb på EP’en, men alligevel slørede en tåge af grønalger de inderste lag af bandets pulserende hardcorehjerte. På Pendulum er det, som om de er blevet lidt modigere og tør dykke dybere … for vi skal længere ned – helt ned i dyndet (og sindet). Mærk kontaktfladen mellem hardcore-combatbooten og hovedskallen. Nede på bunden af mosesøen ligger alle de Grauballemænd og skeletter, som før var gemt i skabene. På sange som “Grave” graver bandet sig helt ned i mulden og mismodet, når forsanger Martin Jørgensens desperate stemme råber ‘Dig! Dig! Dig!’ med stigende intensitet. Flere af sangene centrerer sig både om at lede efter lys midt i mørket og om at befinde sig på tilværelsens bund, så dybt nede at natten er stjerneløs. Særligt “Webbed” står frem som et nummer, der både bærer en tyngde i sin klassiske hardcorekomposition og sit tekstunivers – hvilket den nysgerrige kan læse mere om i mit interview med bandet.
Der er ikke en finger at lægge på Søren Pedersens trommespil, og generelt er temposkiftene upåklageligt stramt komponeret med den lidt langsommere “Glass mind” samt de mere melodiske (omend stadig feedbackmættede) sekvenser på “Drown me in this ocean”. Den sidstnævnte er et af albummets højdepunkter, fordi alt går op i en højere enhed – ligesom det bjerg, som bandet deler navn med. Nok er den ikke lige så hæsblæsende hurtig og fængende som de tidligere udgivne singler “Charmer” og “Webbed”. Men teksten er poetisk, vokalen rå og ru som det sandpapir, sangen sliber sjælen med, og hvert et riff falder perfekt. Patrick Serenas bas danner en solid bund, som de til tider diskante guitarriffs på eksempelvis “Storm before the calm” kan hvile på. Generelt er det meget svært at sætte en sværtende fedtfinger på nogen større mangel på albummet. Jovist, Jørgensens vokal minder måske lidt meget om en chihuahua med hundegalskab på “Charmer”, men det har også sin egen charme. Vuf.
En feedbackmættet fimbulvinter
Jeg var lige i dårligt humør … men Kōya har lavet et skidegodt album, så nu er det også spoleret! Med ragekniven i højre hånd var jeg som vanligt klar til at dissekere albummet … men da Pendulum blev smidt på disken, viste det sig at være sprællevende og slet ikke klar til obduktion. Er det en totalt ny retning for bandet? Nej. Men med deres første EP og denne udgivelse viser de til gengæld, at de kan deres kram og leverer hardcore på et højt niveau. Ja, man kunne nærmest fristes til at sige, at de lige nu ligger i toppen af den aalborgensiske hardcorescene. Og det er en stor ros! Kōya giver ikke køb på deres ukuelige energi og viser, at de tør stikke kniven ind i de ømme punkter, hvor det gør allermest ondt. Således er både lyrikken og musikken brutal og står frem med en rå, nøgtern nøgenhed. Hvis vi på Fragments befandt os i november, er dette album en sonisk snestorm midt i decembers fimbulvinter. Nu med feedbackmættede riffs, der rammer lytteren som en frossen smasker og driver koldt ned ad nakken.
