Pendact - Days Of War

Days Of War

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fransk melodeath med et touch af cheesy power.

Pendact, et fransk band der spiller melodic death metal, har netop udgivet deres debutalbum. Det har titlen Days of War, og er efterfølgeren på en demo og en EP, udgivet i henholdsvis 2007 og 2012.

Godt nok er her tale om melodic death, men Pendact har formået stort set at ukendeliggøre genren ved deres overdrevne brug af forvrænget keyboard og synthesizer, samt at voldtage langt over halvdelen af sangene med gameboy-lydeffekter. Især keyboardet minder alt for meget om noget, man ville kunne finde hos et cheesy power metal band, og fordi Pendact benytter det så meget, ender deres musik med at lyde kunstigt, med en alt for elektronisk undertone. Til tider lyder det som noget orgelspil fra helvede. Lyden er rent produktionsmæssigt ret beskidt, hvilket umiddelbart virker kaotisk, men egentlig fungerer meget godt, når man vænner sig til det.

Vokalen og de øvrige instrumenter forsvinder stort set i førnævnte gameboy-lyde, hvilket virkelig er ærgerligt. I passagerne uden lydeffekterne er det muligt at få en fornemmelse af hvordan det ellers ville have lydt, og det er faktisk ganske godt. Jeg kan godt lide de enkelte sange, der er mere melodiske end de resterende, heriblandt "Lies and Hypocrisy" og "Last Judgement".

Jeg er ikke begejstret for Pendacts debutalbum, men dermed siger jeg ikke at de er ringe – jeg synes bare at de skal skrue ned for de skingre lyde. Det er nogenlunde det samme, der gik galt på Wintersuns længe ventede Time I tilbage i slutningen af sidste år, hvilket er et bevis på, at det kan ske for selv den bedste. Jeg tror at Days of War er mere korrekt at anbefale til fans af tung power, end fans af almindelig melodic death. Især hvis du har hørt Holy Knights Between Daylight and Pain og var fan, kan du sikkert også lide dette.

Tracklist

  1. Intro (Walk Alone)
  2. Lies and Hypocrisy
  3. Betrayal
  4. Last Judgement
  5. Sacrament
  6. Northern Star
  7. Pendact
  8. Days of War
  9. Silent Nightmare