Ærlig selvindsigt
Man tænker måske ikke over det til daglig, men Papa Roach har faktisk været med i gamet i snart 20 år. Croocked Teeth er bandets niende album, men det er ved at være lang tid siden, at bandet har været rigtig aktuelt. Gruppen har op til albummets udgivelse udtalt, at de har søgt efter en ny lyd, da de selv følte sig glemt i alt det andet rockmusik inden for deres genre. Det er egentlig en rigtig observation af bandet, som ikke har udgivet noget rigtig nytænkende siden Infest, og som blot har udvandet deres lyd mere og mere lige siden. Jeg var derfor spændt på at høre, hvilken retning bandet valgte efter denne pludselige selvindsigt.
Ny lyd, men intet nyt
Allerede på pladens første nummer får man et lille hint om den nye lyd, for verset indeholder trommer, som enten er elektroniske eller voldsomt producerede. Den nye plade er vel bandets mest elektroniske til dato. Det er der i princippet ikke noget galt med, men der opstår to problemer som resultat af denne beslutning. For det første formår de ikke at adskille sig fra andre bands på nogen måde. De bliver tværtimod i endnu højere grad en del af den plørede masse af bands, som spiller en kombination af rock og elektronisk. Når man hører sange som ”Periscope”, ”Born For Greatness” og en hel del af versene fra de andre numre, kommer man hurtigt til at tænke på det sellout, Linkin Park begik på deres album A Thousand Suns fra 2010. Det andet problem med dette elektroniske valg er, at de ikke helt er oppe at ringe. Man sidder derfor tilbage med en del sange, som måske lige ville kunne blive spillet på P3, men som ville være glemt det sekund, de slutter.
Samtidig har bandet stadigvæk nogen rigtige rocknumre som titelnummeret ”Croocked Teeth” og ”Traumatic”, som begge indeholder guitar, tempo og energi. Her er bandet dog også blevet lidt mere forsigtige. Bandets guitar er blevet en smule mere blød, og omkvædene lyder nu mere som Fall Out Boy. Jacoby Shaddix er dog stadigvæk en fin forsanger, og han rapper stadigvæk okay. Problemet er dog, at teksterne, som var rå og relevante på Infest, nu er så standardiserede og utroværdige, at man dårligt nok orker at læse dem. Selv når Machine Gun Kelly rapper versene på ”Sunrise Trailer Park”, er det tydeligt, at det blot er en opdigtet historie.
Ny retning, tak!
Papa Roach har som sådan ikke udgivet et dårligt album, og de har sådan set også forsøgt at ændre på nogle ting for at opnå mere kant. Derfor er det så ærgerligt, at bandet har opnået det helt modsatte. Gruppen lyder mere end nogensinde som et ordinært rockband fra radioernes hitlister. Croocked Teeth indeholder nogle sange med hit-potentiale, og hvis man er hardcore fan, vil man nok også kunne lide en håndfuld af sangene. Resten er numrene er ikke dårlige, men snarere indbegrebet af ligegyldighed Man kan dog godt blive lidt nervøs på vegne af bandet, når man hører sange som ”Periscope” og ”Born For Greatness”. Man må håbe, at Papa Roach ændrer retning på næste album, inden de sælger helt ud.
