Ikke al genbrug er guld
Trofaste seere af DR-programmet Fra yt til nyt vil vide, at al gammel ragelse og genbrug kan genopstå med en slibning. Hardcorebandet Lack har som et gammelt møbel netop givet sig selv en gang lak, idet de i september endelig var klar med et nyt album med den ufatteligt kreative titel Lack. Pladen er deres nyeste udspil, siden de efter længere tid væk fra hinanden mødtes til en forsonende koncert på Stengade i 2021. 'Absence makes the heart grow fonder’, siger man jo, og gensynet må have sat visse svingninger i gang, for siden er det både blevet til flere koncerter og nu et reelt comeback-album. Det har flere fans nok håbet på længe!
Lack blev dannet i slut-90’erne, så deres strøm af nyt materiale er ikke ligefrem en højtryksspuler, der pumper musik ud i æteren, men mere en forkalket, dryppende hane, hvis rustmættede dråber af pletvise udgivelser vasker vaskens hvidhed rød. Endnu en dråbe landede i september, og spørgsmålet er nu, om vandhanen stadig er rusten eller er blevet pudset siden sidst, så deres fordums storhed igen skinner klart igennem. Er dette genbrugsfund mon guld eller blot en farce, der ikke vil dø? Lad os nu - bedre sent end aldrig - se, om Lack har formået at forny sig selv med et lag lak, eller om deres kreativitet med tiden er … lacking.
Er du en fransk aktivist? Så lyt med
Hvornår kan man for alvor sige, at man har opnået et nært kendskab til et band? Er det, når man som med Shakespeares sonetter ufejlbarligt kan recitere al lyrikken fra deres diskografi? Er det, når man har fulgt dem fra før, man blev født? Eller er det, når ens øjne bliver våde til en koncert med bandet – ikke af salte tårer, men af svedstænk fra artisterne? Efter at være blevet svedt på af forsanger Thomas Burø på poncho-rækkerne til Copenhagen Metal Fest i 2025 føler jeg i hvert fald, at det nu er på høje tid, at de modtager en udgydelse den anden vej fra. ‘Hvis det nye album lyder nogenlunde som det, de leverede i aften, kan man således godt glæde sig’, blev de konkluderende ord fra min anmeldelse ved den koncert. Men var albummet så værd at glæde sig til? Til dels.
På den ene side får man præcis, hvad man bestilte af bandet. En vokal, hvis tonale topografi ikke har udviklet sig synderligt gennem årene… men som omvendt heller ikke skuffer! Hvis man dog påstår, at Burø når høje akkorder, kan man lige så godt kalde sig bjergbestiger, hvis man har stået på Himmelbjergets top. Hverken hans vokal eller bakken er flade … men Himmelbjerget er intet Mount Everest, og Burøs stemme dykker hverken langt nok ned i dybet eller rækker langt nok op i skyerne til for alvor at sætte sig i karakter. Således svarer den egentlig til en standard hardcorevokal, og den besidder også en vis charme. Men der mangler noget. Jeg beundrer særligt post-hardcore for dens sjælesplintrende sårbarhed, og det er netop skarpheden fra den smadrede sjæls troldspejl, som jeg lidt savner i hans stemme. Den bliver således hverken sårbar eller farlig nok til at efterlade sig et varigt indtryk.
Bassen gør til gengæld et godt arbejde, eksempelvis under den krybende intro på “Old Workers”. Det samme kan i den grad siges for trommens rytmer, som fanger opmærksomheden. Både i de passager, hvor de anslår taktfaste kompositioner, og når de får plads til at lege en smule med rytmerne.
Hvis man savnede det klassiske Lack, vil man opleve en gedigen gensynsglæde ved gennemlytningen af dette album. Særligt “Kids With Kalashnikovs” besidder ud over en fantastisk titel også et godt skvæt af den energi, som til tider virkede så stærkt på albummet Saturate Every Atom. Hvis man leder efter nyskabelse, skal man dog lede lidt længere.
Er det positivt eller negativt, at et band stabilt leverer varen? Det må lytterne selv afgøre. Personligt var jeg positivt overrasket over, at særligt albummets anden del havde mere groove og energi. Noget af det er særdeles dansabelt, hvilket ellers ikke er karakteristisk for hardcore (med mindre vi taler om twostep). Lack er gamle i gårde, men har ikke helt mistet den ungdommelige nerve. Denne pulserer hurtigst, når de tør skære gennem årenes arvæv og ind til benets marv på eksempelvis “The Activist”. Hvis de franske universitetsstuderende på barrikaderne havde brug for en opildnede sang, ville dette nummer således slet ikke være et slet valg.
Hardcore koldskål med Lack-tose
Jeg var nervøs for, om jeg ville være Lack-toseintolerant, da jeg satte det nye album på. For kunne de nu indfri forventningerne til dem efter koncerten på Copenhagen Metal Fest? Min musikalske mave kunne heldigvis godt fordøje en skål af Lacks hardcore-koldskål. Også til trods for at deres kammerjunkere med tiden er blevet hærdede som hockeypucker. For nyskabende er deres nye skive ikke ligefrem. Men hvis du godt kunne lide, hvad du har fået de sidste mange år, så går du ikke sulten i seng – selvom koldskål ikke ligefrem er varm mad.
Vokalen udfordrer mig lidt, fordi jeg mangler en større tonal udvikling i den. Samtidig må jeg erkende, at den passer perfekt ind i det lydbillede, som Lack har brugt så længe på at opbygge. I et landskab af hårdtslående, ung core (post eller ej) står Lack som en aldrende herre. Alligevel har også han en velfortjent plads ved bølgebryderne. Der er ikke mange overraskelser på Lacks nye album, men heller ikke mange skuffelser. De får hermed et ønske om held og lykke fremad med på vejen herfra … og et praj til deres publikum om at huske en poncho til deres fremtidige koncerter.