Metalcore fra pensioniststaten 

Wage War er et amerikansk band, der langsomt gennem tiden har vundet flere og flere stjerner hos undertegnede. Kvintetten fra Florida har igennem deres karriere haft en klar rød tråd i deres musikalske udtryk. Frontmand Briton Bond kan skrige hovedet af de fleste dødelige, og guitarist og sangskriver Cody Quistad leverer flotte og rene passager i lyden. Akkompagneret af leadguitarist Seth Blake, Chris Gaylord på bas og Stephen Kluesener på trommer har orkestret altid været dygtige til at skabe en massiv mur af lyd. 

Nu er bandet tilbage for anden gang i år. Tidligere på året blev EP’en IT CALLS ME BY NAME udgivet og markerede en noget hårdere stilretning end på det foregående album, STIGMA. På Wage Wars nyeste udspil, Landfall, får vi et par sange fra EP'en samt et par allerede udgivne singler – men der er også hele syv sange, som er blevet holdt til releasen. Hvis de kan holde samme niveau, så har vi at gøre med en særdeles tung metalcoreplade. 

En frustrerende blanding 

Albummet bliver skudt ud af en kanon med titelnummeret. Fra start er der fuld gang i amerikanerne, der ubesværet svæver mellem de klassiske metalcoreelementer: det hårde vers og det melodiske omkvæd. Musikalsk og produktionsmæssigt lyder alt, som det skal. Vi får da også et vanvittigt breakdown med callouttet ‘all life becomes extinct’. Av min arm, nu er vi i gang. Det er lige præcis numre som dette, jeg håbede på, at Wage War ville komme med. 

Undervejs får vi mange særdeles smagfulde og lækre guitarriffs. Nærmest hele sidste minut af “Silk” er en lækker blanding af nedstemte riffs, som lyder fantastisk. “Way of Pain”, “Red Dot” og “Song of the Swamp” er klasseeksempler på, hvordan Wage War besidder et destruktivt og aggressivt gen, som de simpelthen ikke kan ignorere. 

“Figure 8” starter med en høj-pitched ren vokal, der akkompagneret med nogle elektroniske elementer får mig til at blive en smule træt. Dette nummer er et eksempel på det modsatte af den stil, som bandet hidtil har sat for dagen op mod denne udgivelse. Det er ikke et dårligt nummer, men det bliver bare så generisk og kedeligt, da det fuldstændig falder ind i mængden af lignende metalcorenumre. Desværre er numrene “Stay With Me” og “Silence Has Spoken”, som kommer i umiddelbar forlængelse, meget af det samme som ovennævnte. 

Generelt set starter albummet godt og hårdt ud, men tager noget af en nedtur. Vi skal længere end halvvejs på albummet, før Wage War finder formen igen og giver os noget af det gode. Igen efter et par fantastiske numre bliver vi skudt helt ned på “Blindfold”, og bandet må helt enkelt starte forfra med at bygge kadencen op. Bandet bliver dog tilgivet på “Spellbound”, der virkelig formår at blande hårde riffs og det mere radiovenlige. 

Det bedste af begge verdener

Metalcorebands svinger i dag meget imellem at forsøge at blive lidt hårdere end tidligere eller tage en smutvej til en bedre pay-day ved at spille mere generisk og publikumsvenlig metalcore. Wage War kommer til at ligge lige i midten af de to kategorier. Vi får nogle af de generiske og forglemmelige mainstream elementer som på “Stay With Me” og “Silence Has Spoken” – men der er også plads til, at de går fuldstændig amok som på “Landfall”, “Way of Pain” og særligt “Song of the Swamp”. 

Dette album svinger så meget frem og tilbage i kadencen, at man ikke kan finde hoved og hale i, hvornår vi skal være følsomme og emotionelle, og hvornår vi skal gå amok. Jeg ville ønske, at vi havde fået lidt færre af de ‘stille’ numre – da bandet bare sparker så hårdt røv, når de går til den, og forsvinder lige så meget i mængden, når de ikke gør det. 

Wage War har heller ikke været glade for at besøge Danmark og har da desværre også valgt ikke at svinge forbi på deres headline tour i starten af 2027. Sidst de var her, var i 2016 med The Amity Affliction, så mon ikke der efterhånden er lagt i ovnen til et besøg? Bandet er berygtet for deres intense liveoptrædener – så måske nogle af numrene bare fungerer bedre i en tætpakket koncertsal? Jeg håber, vi finder ud af det snart.