all gallows
Havukruunu - Uinuos Syömein Sota

Uinuos Syömein Sota

· Udkom

Type:Album
Genrer:Extreme Metal, Black 'n' Roll
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mumitroldemetal

Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke var bekendt med Havukruunu, før jeg så deres nyeste album, Uinuos Syömein Sota, blive nævnt rundt omkring på nettet som værende det bedste black metal-album i 2020. Se, den slags får jo ens nysgerrighed til at røre på sig som en hyperaktiv femårig i et boldbassin efter at have indtaget halvanden liter cola. Havukruunu (som løst oversat betyder noget i stil med ”nåletræets krone”) udgav sit første album tilbage i 2015 og har siden da bestemt ikke ligget på den lade side. Men er det nu også black metal? Ja, jeg er i tvivl, og denne tvivl vil vise sig at være den røde tråd igennem anmeldelsen. For nok kan man høre elementer af albums som Bathorys Blood Fire Death eller Hammerheart, men samtidig er der tilpas mange soloer og thrash-riffs til, at man fornemmer elementer af Rotting Christs Aeolo og Kata Ton Daimona Eaytoy, og slutteligt har Havukruunu også en hel del old school-elementer, som man finder hos bands som Cirith Ungol, Venom, Judas Priest og Mercyful Fate. Og når man kigger på bandets egen side, ser man, at de beskriver sig selv som helt ordinær black metal, og deres inspirationskilder er alt fra Tove Janson (moderen til mumiuniverset) til Bathory, til Moonblood og Manowar.  Det er muligvis den mest spøjse blanding, jeg længe er stødt på, men omvendt: når man har hørt Uinuos Syömein Sota fra ende til anden, opdager man, at det faktisk ikke er helt forkert!

Slås- og bolle-black

Uinuos Syömein Sota byder ergo ikke på den slags introverte black metal, der er fyldt med misantropi og weltschmerz, som måske nok dominerer scenen. Ej heller er vi ude i den mere trve kvlt black metal, hvor vi alle står med blod i femøren og klædt i et outfit, der ligner, at man har tømt sit lokale byggemarked for søm og nitter. Havukruunu vil feste, slås og bolle – hverken mere eller mindre. Og denne bombastiske festglæde samt hyldest til rockens absolutte grundpille; guitarriffet og en kippen med hatten mod 80’er-metallen er for mig det ultimative kendetegn for finsk metal, uanset genre og årstal. For nok er Uinuos Syömein Sota skrevet i det herrens år 2020, men det kunne lige så godt have været skrevet tilbage i 1986. Måske mærkaten ”extreme metal”, bedstefaderen til de genrer, vi nu kender som thrash, black og dødsmetal, er mere passende.

Albummets sidste nummer, ”Tähti-Yö Ja Hevoiset”, er måske det bedste eksempel på, hvor meget 80’er-rock der egentlig er over Uinuos Syömein Sota. Både introen samt sangens generelle konstruktion og komposition giver en et klart indtryk af, at kunne have været et gammelt Mötley Crüe-nummer, fra før Vince blev fedladen og Tommy Lee en omvandrende reklamesøjle for kønssygdomme. At nummeret så slutter med af med et fire minutter langt keyboardstykke, forstår jeg ikke, men det er åbenbart et krav, at finsk metal skal have keyboard med på mindst et nummer.

Uinuos Syömein Sota udsætter lytteren for lidt af en rejse. En rejse der varer små tre kvarter, og igennem den tid rejser vi igennem et sneklædt bjerglandskab med tilfrosne søer og uendelige granskove, men ender – af uransagelige årsager – på Sunset Boulevard i Los Angeles, blandt glamrockere og glædespiger med alt for stort hår. Det er et album, der snyder lytteren gentagne gange, for man starter med at tro, man har fået et album, der lægger sig op af hele den vikingemetalbølge, som Quorthon startede, men som tiden går, bevæger vi os mere over i en mere thrashet og riff-dreven metal, som vi kender det fra brødrene Sakis, og før vi ved af det, så er vi et sted, hvor det udelukkende handler om at få så mange soloer ind i en sang som muligt, mens man powerslider fra den ene ende af scenen til den anden.

Er det en fugl? Er det en fisk? Nej, det er en mumitrold!

Men er Uinuos Syömein Sota så det bedste black metal-album i 2020? Nej, nej det er det ikke, og det skyldes det simple faktum, at det ikke er et black metal-album – i hvert fald ikke rendyrket. Vi er utrolig langt fra corpsepaint og nitter, i stedet er vi stadig iført de stramme jeans, de slidte vans-sko og den knirkende læderjakke. Tag ikke fejl, Uinuos Syömein Sota er et fremragende metalalbum, men det er også et album med så mange delelementer og facetter, at det ville være at gøre det uret at afskrive det som ”black metal”. Normalt er jeg en genrefascist, men lige her vil jeg vælge at citere Nicolai Lomholt fra Dirt Forge: ”Det er jo denne diskussion om genrer… Den er i min verden komplet udvandet og ligegyldig. Der er musik, der er et nyt band – fedt, lyt til det. Synes du, det er fedt? Ja/nej? Godt, videre!”

Moomin metal

I clearly have to acknowledge that I wasn’t familiar with Havukruunu until I noticed their new album Uinuos Syömein Sota mentioned around the internet as the best black metal album of 2020. Well, stuff like that makes one ever so curious as a hyperactive five year old filled up with sugar, in a soft ball pit pool… Havukruunu (loosely translated meaning something in the style of “the crown of the coniferous”) pubished their first album in 2015 and have since then worked full speed ahead. But is it black metal? Yes, I'm in doubt, and this doubt will prove to be the common thread throughout the review. Sure, you can hear elements of albums like Bathory's Blood Fire Death or Hammerheart, but at the same time there are enough solos and thrash riffs to sense elements of Rotting Christ's Aeolo and Kata Ton Daimona Eaytoy, and finally Havukruunu also has a whole bunch of old school elements found in bands like Cirith Ungol, Venom, Judas Priest and Mercyful Fate. Looking at the band's own site, you see that they describe themselves as a completely ordinary black metal band with their sources of inspiration being everything from Tove Janson (the mother of the Moomin universe) and Bathory to Moonblood and Manowar. It's possibly the most whimsical mix I have come across in a long time, but vice versa: after listening to Uinuo's Syömein Sota from start to finish, you discover that it's actually not completely wrong!

 

“Fight and fuck” black metal

Uinuo's Syömein Sota does not offer the kind of introverted black metal filled with misanthropy and weltschmerz that might dominate the scene. Nor are we touching on the more true cult black metal; all standing with blood on our faces, dressed in an outfit that looks like you have emptied your local DIY store of nails and rivets. Havukruunu will party, fight and fuck - neither more nor less. And this bombastic party joy as well as tribute to the absolute cornerstone of rock; the guitar riff and a tilt with the hat against the 80s metal is for me the ultimate hallmark of Finnish metal, regardless of genre and year. Sure, Uinuo's Syömein Sota was written in that lord's year 2020, but it might as well have been written back in 1986. Perhaps the label "extreme metal", the grandfather of the genres we now know as thrash, black and death metal, is more appropriate.

The album's last track, "Tähti-Yö Ja Hevoiset", is perhaps the best example of how much '80s rock is hidden in Uinuo's Syömein Sota. Both the intro as well as the song's general construction and composition give a clear impression that it could have been an old Mötley Crüe number, from before Vince became fat and Tommy Lee a wandering advertising pillar for sexually transmitted diseases. Though, I do not understand why the song then ends with a four minute long keyboard piece, but it is obviously a requirement that Finnish metal must have a keyboard playing on at least one song.

 

Uinuo's Syömein Sota exposes the listener to quite a journey. A journey that lasts a little over three quarters of an hour. During that time we travel through a snow-capped mountain landscape with frozen lakes and endless spruce forests, but end up - for inexplicable reasons - on Sunset Boulevard in Los Angeles, among glam rockers and girls of joy with oversized hair. It's an album that deceives the listener repeatedly; you start by thinking you've got an album which builds on the whole viking metal wave that Quorthon started, but as time goes on, we move more into a more thrash and riff-driven metal, as we know it from the Sakis brothers, and before we know it, we're in a place where it's all about getting as many solos into a song as possible while powersliding from one end of the stage to the other.

 

Is it a bird? Is it a fish? No, it’s Moomin!

So, is Uinuo's Syömein Sota the best black metal album of 2020? No - no it's not, and that is because of the simple fact that it's not a black metal album - at least not purely. We are incredibly far from corpse paint and rivets, instead we are still wearing the tight jeans, the worn vans shoes and the squeaky leather jacket. Make no mistake, Uinuo's Syömein Sota is an excellent metal album, but it is also an album with so many sub-elements and facets that it would be wrong to write it off as "black metal". Normally I am a genre fascist, but right here I will choose to quote Nicolai Lomholt from Dirt Forge (DK): “It is this discussion about genres… In my world it’s completely diluted and indifferent. There's music, there's a new band - cool, listen to it. Do you think it's cool? Yes/No? Great, let’s move on!”

 

 

Tracklist

  1. Uinuos syömein sota
  2. Kunnes varjot saa
  3. Ja viimein on yö
  4. Pohjolan tytär
  5. Kuin öinen meri
  6. Jumalten hämär
  7. Vähiin päivät käy
  8. Tähti-yö ja hevoiset
Imusic

Tilføj kommentar