Den, der ler sidst…
Lad mig indledningsvis blotlægge min respekt for New Jerseys antihelte: Overkills albums i 2010’erne overgår alt, hvad The Big Four har begået i samme periode tilsammen. Det overgår ligeledes stort set alt, hvad jeg har hørt af retro-thrash-bølgen. En stor del af årsagen er, at Bobby ’Blitz’ Ellsworth og D.D. Verni tilsyneladende aldrig får nok af at thrashe verden rundt – Blitz opgav for fanden kæderygningen – så selv med fyrre år på bagen lyder de mere inspirerede og indædte end nogensinde før. Derfor er The Wings of War én af de plader, jeg har set mest frem til i 2019, og selvom den ikke når Ironbounds højder, er det svært at være skuffet.
Forventelige bøllebank
”Last Man Standing” fortsætter Overkills stolte tradition med at starte et slagsmål allerede på åbningssangen. Ingen – og jeg mener ingen – skriger ”fuck the complication – last man standing!” med lige så stor overbevisning som Blitz. Lungerne har kendt bedre dage, men halsen derimod har ligget i formaldehyd siden 80’erne, og stemmen bliver stadig mere giftig. Til alles store glæde kan jeg også berette, at Overkill som hovedregel har bibeholdt de melodiske hooks, der for mit vedkommende har hjulpet med til at gøre 2010-æraen til noget særligt.
En anselig del af Wings of War minder om stilen på W.F.O., og det er noget, man som fan lige skal være klar over. Både ”Believe in the Fight” og “Head of a Pin” rummer hvert sit breakdown med bøllekor, hvorefter “Bat Shit Crazy” og “Distortion” bringer midtertempo-grooves frem i hovedtemaerne, og i stedet bruger c-stykkerne til at minde lytteren om, at Overkill stadig har thrash i hjertet. Dette er ikke et kæmpeproblem i sig selv – jeg har trods alt W.F.O. stående hjemme på hylden – men jeg bliver aldrig ligeså glad for groove-thrashen som for moderne Overkills sydende melodier og knivskarpe riffs.
Hvis man er ærgerlig over referencerne til groove-æraen, kan jeg glæde med, at Wings kommer stærkt tilbage og slutter af med to galsindede thrashere i ”Out on the Road-Kill” og ”Hole in My Soul”, så man uanset hvad får det thrash, man for fanden kom efter. De når ikke ”Endless War” i raseri, ej heller ”The Goal is Your Soul” i smitsomhed, men Overkill på tre-fjerdedele kraft kan stadig sende de fleste opkomlinge til tælling. Derudover har vi ”Welcome to the Garden State”, en højtråbende og feststemt ”goddag og fuck af”-hyldest til hjemstaten New Jersey, som stikker ud med durtonet punk rock á la soundtracks fra Tony Hawk. Mit gæt er, at den er fantastisk, hvis man er på værtshus i Jersey, men jeg tøver med at dømme den inde eller ude.
Op med næverne
Der er få bands, der får mundvigene og næverne op som Overkill, og hvis de er forudbestemt til at tabe et slagsmål en dag, er den dag endnu ikke oprindet. The Wings of War er fortrinsvis moderne Overkill tilsat en nævefuld 90’er-Overkill, og hvis du har nydt alt andet, der er kommet fra Jersey-legenderne i 10’erne, så kan du roligt fiske læderet op af lommen. Det er ikke alle sange, der vil kunne spille sig ind på White Devil Armory, men Blitz, Verni og ko. virker ude af stand til at skabe noget, der blot er middelmådigt.