Alle gode gange tyve?
“En dobbelt thrash-presso, tak!”
Fredag d. 14. april er en stor dag for fans af de gode gamle amerikanske thrash-bands. Mægtige Metallica udgiver studiealbum nummer 11, hvilket må siges at være den dags helt store begivenhed i internationale metalkredse, men man må ikke misse, at der denne dag også kommer nyt fra veteranerne i Overkill.
Kvintetten fra New Jersey, der i årevis har stået i skyggen af “The Big Four” sammen med blandt andet Testament og Exodus, er klar med deres tyvende album, Scorched – en plade, der oser langt væk af mange års erfaring og formidable musikalske evner. Men spørgsmålet er, om det også er nok til at lave endnu en god plade.
To dele kaffe og otte dele mælk
Som mange andre af thrashens giganter havde Overkill deres storhedstid i 1980’erne, men solide plader som Ironbound (2010) og The Wings of War (2019) er glimrende beviser på, at gamle heavy-hunde sagtens kan lære nye tricks. Af samme årsag var det med store forventninger, at undertegnede tog hul på Scorched, og i løbet af pladens første halvdel var jeg bestemt ikke skuffet. Titelnummeret, der sparker pladen i gang, er seks hæsblæsende thrash-minutter, der i dén grad vidner om et band med spillemæssigt overskud. Produktionen er klokkeren, bassen – som altid har spillet en fænomenal og meget undervurderet rolle i Overkill – ligger perfekt i mikset, og frontmand Bobby “Blitz” Ellsworth lyder stadig som King Diamonds og Bruce Dickinsons forsvundne barn. Singleudspillet “The Surgeon” er ligeledes medrivende som bare pokker og lyder lidt, som hvis Judas Priest havde indspillet “Angel of Death” her i 2023. Det er benhårdt, bombastisk og bragende godt.
Den rigtig gode start på Scorched varer dog ikke ved. Allerede ved pladens femte skæring, “Wicked Place”, begynder det at gå ned ad bakke, da det pludselig er, som om Blitz & co. ikke gider at thrashe mere. Den medrivende og enormt catchy start på pladen erstattes med husmandsrock i nedsat tempo, hvor fede riffs og fængende omkvæd er lige så svære at få øje på som pastelfarver i Manowars garderobe. “Wont Be Coming Back” og “Fever” er så kedelige, at de næsten ikke kan være det bekendt, og ligeledes virker “Harder They Fall” som et nummer, et hvert rockband kunne skrive i søvne. For pokker drenge – fed solo og et nogenlunde groove, men det er simpelthen så generisk gammelmandsthrash, som det overhovedet fås. Det må I kunne gøre bedre.
Var det virkelig det? To gode numre og en masse ligegyldigt fyld? Ja, desværre. Afslutteren “Bag O Bones” er nemlig ikke værd at bruge ret meget tid på og må høres på eget ansvar. Sjældent har jeg hørt en så tåkrummende plastikkopi af Guns N’ Roses. Det er ganske enkelt ikke Overkill værdigt og en kæmpe skuffelse at sidde tilbage med ovenpå pladens rigtig gode start.
“Undskyld, men min skinny-latte er altså ikke særlig varm…”
Hvis man hører til dem, der foretrækker både kaffe og thrash metal sur, grumset, alt for stærk og helst fra i går, skal man gå i en stor bue uden om Overkill anno 2023. Scorched er – udover at bestå af kun to fede numre og otte ligegyldige – en lettere intetsigende omgang gourmet-thrash, der ligesom en kop Nespresso umiddelbart godt kan tilfredsstille et akut behov, men alt i alt bare er jævn og kedelig trods den flotte indpakning. Dedikerede fans af Overkill samt dem, der har nydt deres sidste tre-fire plader, bliver sikkert ikke voldsomt skuffede, og her er da også tale om et særdeles dygtigt orkester og en knivskarp produktion. Men sværger man til den slags thrash, der med charme, knas og bussemænd på strengene lyder, som om den er indspillet i en muggen kælder i 1985, findes der bedre alternativer.
