Omnium Gatherum - The Redshift

The Redshift

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Spilletid:47:51
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Der er sagt og skrevet meget om den melodiske dødsmetal igennem tiden. Bla. at genren efterhånden kun defineres gennem plader, fra bla. In Flames og Dark Tranquillity. Omnium Gatherum viser, på denne "The Redshift," hvordan melodøden også kan tage sig ud.

Pladen sparkes igang med den meget catchy, dog "in-your-face" –agtige "Nail." Et nummer der markerer niveauet på denne plade. Vi er helt oppe, hvor det er svært at få armene ned igen! Dette er andet udspil med den nye forsanger J, og hans dybe, til tider, bidske growl lyder fantastisk.

De finske melodødsdrenge leger videre med udtryk og indtryk. Vi er stadig i den melodiske ende, men med en hel del rock’n roll inspirerede riffs, hvilket høres i nummeret "No breaking point." Hvilket er et nummer, der til tider nærmest er punket. Tempoet er sejt og bestemt ikke i højeste gear. Men det fungerer og deres tilgang til genren, via. et midt-tempo, med nogle seje, nærmest klistrede, riffs er vel gået hen og blevet bandets stil, i en genre der nok er blevet ret ensformig.

Der er også gjort plads til spændende, stemningsmættede lydflader. Dette høres bedst i introen til "Dark light highway." Et nummer, hvor J nærmest hvisker, eller væser noget af teksten. Versdelen kan måske minde lidt om Panteras "Floods."

Det eneste sted hvor pladen halter lidt, er når J prøver kræfter med en mere "clean" stemme, i f.eks. nummeret "Greeneyes." Her lyder bandet lidt som Katatonia anno "Brave Murder Day." Men den rene stemme lyder bare ikke særlig godt, når J synger den. Hvis nu de havde inviteret Jonas Renkse, fra førnævnte band, med ind i studiet, havde det her været pladens bedste nummer og nok årets bedste ballade. For nummeret, overordnet set, er der slet intet i vejen med.

På nummeret "The Second Flame" eksperimenteres her igen med en ren vokal. Et nummer der også, som alle andre på pladen, er super godt. Men endnu engang fungerer det bare ikke helt godt, når J synger rent. Her fraserers der nu, så tankerne ledes hen på Eddie Vedder fra Peal Jam.

Én kan godt tænke at der måske er tegn på stilforvirring, når der både hentes fra dødsmetallen, punkrocken og den mere melankolske rock. Men det mener jeg nu ikke. Der er en fin rød tråd igennem hele pladen og bandets musikalske stil skinner igennem, hele vejen igennem.

Jeg kan godt lide at Omnium Gatherum underspiller sig selv. Med dette menes der at det melodiske, der ofte bæres af vokal eller guitar, er mikset langt ned i lydbilledet. Det giver en fornemmelse af kaos, men et kaos der er fuldstændig kontrol over. Lyder det mærkeligt, og måske modsigende? Så opsøg en af Heavymetal.dk's sponsorer og køb pladen. Den kan klart anbefales!

Tilføj kommentar