Ulven, der druknede i havet
Oceans er et østrigsk/tysk band, som består af tre fjerdedele tidligere Varg-medlemmer (ulv på dansk) medlemmer. Et band, der laver vikinginspireret black- og melodødsmetal. Men ulven druknede de i havet, og noget helt nyt skulle genopstå i form af bandet Oceans. De har valgt at gå helt andre veje med deres musik, hvilket deres tidligere udgivelser og nu Hell Is Where The Heart Is beviser. Albummet blev i år udgivet som en trilogi, hvor den sidste plade nu er landet, og dermed er trilogien blevet komplet. Derfor tager vi et kig på den samlede enhed og ser på, hvor Oceans er landet henne med deres projekt.
Generation Y’s generiske genopstandelse
Første introduktion til deres lyd på pladen er ”The Awakening”, der lyder som et Korn- og Slipknot-mashup. Oceans bader sig i lyset af 90’ernes og 00’ernes populære nu-metalbands. Mildest talt, så lyder de til tider næsten som en kopi af dem. I de mere melodiske passager er det vanvittigt, hvor meget vokalisten, Timo Rotten, lyder som Jonathan Davis, mens han i de tunge passager læner sig op ad en mellemting mellem Davis og Corey Taylor. Det er en hårfin balance mellem at være en hæder til de gamle helte og faktisk en ren kopi. Selv nogle af de lyriske vers minder forfærdeligt meget om inspirationsmaterialet. For eksempel når der bliver growlet ”A-LIVE” skal man lige knibe sig selv i armen for at tjekke, om det er Oceans’ ”The Awakening”, man hører, eller Korns ”Alive.”
Der er dog også andre inspirationskilder, som skinner igennem, blandt andet på nummeret ”Skin”, som har et Radiohead-lignende segment, men bare rolig, det bliver hurtigt skiftet ud med Slip/Korn-stilen. Så er der ”Home”, som momentvis minder om begyndelsen af 00’ernes 30 Seconds to Mars. Læg især mærke til Rottens high-pitch-skrig, hvilket lyder som en ung udgave af kultlederen Jared Leto. Værd at nævne i dette potpourri af sange er også ”If There’s a God She Has Abondened Us”, som er en følsom ballade med åbningslinjen ”Here I sit in my shattered house of glass”, som straks leder tankerne hen mod Linkin Parks ”Castle of Glass”. Denne sang lyder ganske rigtigt som en blanding af 00’ernes og 10’ernes udgave af Linkin Park.
Problemet er, at sådan kan man blive ved med at dissekere dette album bid for bid. Det er intet i vejen med at lade sig inspirere, og at modtagerne kan høre, hvem du er inspireret af. Problemet er, at Oceans virkelig bare trækker alle de generiske kedsommeligheder ud af den store ligegyldighedspose. Så er der Corey Taylor-growl, Slipknot-breakdown, groove nu-metal-bas (som f.eks. på ”Freak on a Leash”), og meget af det pakket ind et elektronisk baggrundstæppe, som man kender fra Linkin Park eller Slipknot. Der er i den grad mangel på egen identitet, og hvis en af deres sange kørte i radioen, så skulle man være ret inkarneret fan for ikke at tro, at det var en af de nævnte bands. Tydeligt har de frygtsomme forhenværende Varg-medlemmer længtes efter at lave noget musik i en helt anden boldgade. Spørgsmålet er bare, om Oceans mission skal være at reinkarnere nu-metallen, som generation Y nostalgisk mindes? Det fremstår som en ærgerlig mission ...
Kunsten at genopfinde frem for at genoplive
En afslutning kan gøres kort. Der mangler råd trød, der mangler vilje til at lyde som sig selv i stedet for teenagetidens helte. Nu-metal har brug for at blive genopfundet, men ikke genoplivet. Desværre er det mest det sidste, Oceans gør. Hvis du er en, som higer efter et godt produceret nu-metal-album og savner storhedstiden med blandt andet Korn og Slipknot, så har Oceans, lige hvad du søger. I så fald er denne anmeldelse et ligegyldigt skriv fra en, som selv er gen Y’er og holder fortidens helte kært. Det er rart at skue tilbage i horisonten for nogen og dyrke nostalgien.
